>Det ville være fint hvis man kunne få at vide hvornår det går over. Jeg kan jo altså også bare tage et S-tog, det ville være hurtigere. Eller jeg kan cykle, eller hinke. Stadig hurtigere.
Month: January 2007
>Den store klovn og tudeprinsessen
>I går var en mand usædvanligt ivrig for at nå RE 4571 mod Kalundborg. På rulletrappen stod en mor fint til højre – men med sin datter til venstre for sig, så manden ikke kunne komme forbi.
Han maste sig ind mellem dem og skubbede derved til begge to. Pigen – som nok var 10-11 år – fornemmede straks morens gryende vrede og benyttede lejligheden til at sætte i et hyl helt ude af proportioner med mandens puf. “Store klovn”, råbte moren. “Uuuhuuuuuuu”, supplerede datteren.
Men manden nåede ikke sit tog, og i den efterfølgende ret pinlige venten på perronen gik manden tilbage og sagde at han var ked af hvis han havde forskrækket pigen. Moren var stadig opfyldt af den krænkedes enorme harme og svarede manden uden spor af tilgivelse at dét havde han.
Selv prøvede jeg med sigende blikke at fortælle manden at han for min skyld også godt kunne have givet tøsen en lille lussing.
>Stem på et svin pt. II
>
Med dette indlæg runder jeg nu post nr. 200 på Trafikhad. Anledningen skal naturligvis ligesom sidst benyttes til at afgøre hvem der har været den mest irriterende trafikant blandt de seneste 100 indlæg. Jeg har nomineret fem – gør din demokratiske pligt og stem på den værste:
- Strategen: Manden som gennem list og snilde udfyldte hele fire metrosæder.
- Piet Hein-togføreren: DSB-ansat med ordet i sin magt.
- Manden der brød naturlovene: En buspassager som tilsidesatte grundlæggende regler for diffusion.
- Pruthans: Stod bag årtiets fis.
- Chipsgnaskeren: En ondskabsfuld kinesisk kvinde der nedgjorde Leonard Cohen med snacks.
STEM HER
(åbner i et nyt vindue)
>Ferieminder
>Vi cyklede naturligvis til lufthavnen hvor vi skulle lette urimeligt tidligt om morgenen, og derfor kom vi nok også lidt sent derud, og på trods af tidspunktet var der lange, lange køer, og ingen af os havde prøvet at have cykler med i flyet før og var lidt usikre på hvordan vi lige fik skruet på styret, så det flugtede med hjulet, men vi fik det ordnet og stillede os op i køen, men der var langt igen, og det var tid til check-in, og til sidst måtte vi i panik få hjælp fra en tyk mand der tog sig af vores cykler, og vi nåede vores fly, men da vi nåede frem til Lissabon, ville jeg pumpe mine dæk, og så knækkede min ventil, og jeg havde ikke en ekstra slange med, og portugisere sælger kun knallertslanger, så på hele cykelferien kørte jeg rundt på en halvflad cykel.
>Kom frit frem
>DSB holder øje med Plok.
De holder også øje med mig. Det kan jeg se ud af statistikken for domænet – der er nogen på DSB’s net der går ind og kigger af og til.
Gad vide hvordan det føles. Og hvorfor lægger de aldrig en kommentar?