>Det meste af dagen har jeg gået og grundet over hvordan jeg dog skulle klare ugens udfordring – stopklods – og havde faktisk nærmest givet op. Men på vej ind i et S-tog på hovedbanen møder jeg min redningsmand: en DSB-mand i uniform som træder ud af toget og placerer sig umiddelbart udenfor, så han blokerer passagen for alle – både dem der vil ud og dem der vil ind.

>Lige et hurtigt spørgsmål: er man overforsigtig hvis man vælger ikke at læse i denne bog når ens kupé bliver invaderet af en børnehave?

>Kupéen blev hjemsøgt af en høj mand med violin, skinnende sko og et smil der var lige så stereotypt som hans overskæg. Inden han nåede at ødelægge mere end vejret allerede havde gjort, skyndte jeg mig at overdøve ham med omkvædet “wanna die in beat city” på højeste lydstyrke i mine hovedtelefoner. Når jeg så samtidig kiggede ned i gulvet, var det faktisk som om han ikke var der.

>I dag har du chancen, kære fodgænger. Du har drømt om det længe, og nu kan du bare gøre det: vade rundt ude på cykelstien. For i det øjeblik sneen falder, ophæves alle almindelige regler. Uanset om cykelstien er mindre ryddet for sne end fortovet, og uanset om der er langt flere cyklister end fodgængere, bør ingen løfte et øjenbryn ved synet af din frejdige trasken på cykelstien. Sørg gerne for at være uopmærksom på andre trafikanter, nu du er i gang – og glem ikke at medbragte barnevogne, kufferter eller børn med fordel kan benyttes i dine bestræbelser på at spærre hele stien af for vildfarne cyklister.

>Man tørrer ikke sin mund i dugen. Man siger godmorgen til sine kollegaer om morgenen. Man spørger ikke en dame om hendes alder. Man spiser op. Og så videre – uskrevne regler er til for at blive overholdt.

Derfor har jeg også meget svært ved at acceptere gymnasieelevernes opførsel i S-toget om morgenen. Pigerne er ikke så slemme; de sidder bare og gør sig umage for at tilpas lækkersure ud. Men drengene forsøger krampagtigt at tillægge sig selv lidt misforstået mandighed ved med store armbevægelser at give hånd til hinanden hver evig eneste morgen.

Det gør man bare ikke! I ser hinanden dagligt, for fanden altså! Giv hånd når I mødes i byen om fredagen eller når en af jer holder morgenfødselsdag – i toget er det mere end nok bare at nikke – eller sige “hej”, tops.

>Nej, ikke et indlæg om at folk med mobiltelefoner er onde. Tværtimod.

Jeg står på perronen og taler i telefon. Toget ankommer, og jeg nærmer mig døren. Men før jeg når toget, bliver jeg standset af en stor, tyk dreng med en kasket bogstaveligt talt placeret oven på hovedet. “Hey, kører det her til hovedbanen?” Der var mange andre han kunne have spurgt som ikke talte telefon.

Det er fandeme da ikke okay! Vel?

>Denne vinters første sne – og mine tog har overhovedet ikke været forsinket i dag. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Men tak til DSB alligevel. (Det samme skete for Bo.)

>Lortetaxachaufføren kunne ikke finde vej og kørte en omvej og anklagede mig for ikke at have sagt til i tide. Og bagefter, da jeg havde betalt min overpris for turen, sagde han sgu også “Ha’ en god aften”. Nej, makker, klokken er fire, og jeg har haft en god aften, men den sluttede ligesom da jeg satte mig ind i din vogn.

>I S-toget satte en lille og fantastisk søvnig mand sig over for mig. Han havde knap sat sig ned, før hans krop faldt sammen og hovedet faldt ned på brystet. Jeg prøvede at læse i min bog, men blev igen og igen distraheret af hans gentagne opvågnen og falden i søvn. På et tidspunkt var det ikke kun hovedet der faldt, men hele overkroppen der langsomt bøjedes forover. Til sidst var hans hoved få centimeter fra mit skød, og jeg spekulerede over hvordan andre passagerer ville opfatte scenen. Så vågnede han igen og tog sin telefon frem fra lommen. Men mens han forsøgte at læse noget på den nu åbne klaptelefon, så jeg igen hans skuldre afslappes og hovedet falde forover. Og i løbet af en periode på et par minutter så jeg hvordan telefonen uendelig langsomt gled ud af hans hænder. Til sidst – åndeløs spænding og total afbrydelse af læsningen – slap telefonen hans hænder og ramte gulvet med et afdæmpet klonk. Han vågnede lidt op, prøvede at bøje sig ned, men for at undgå endnu en lur med hovedet på mine lår samlede jeg telefonen op for ham. Han takkede hjerteligt og gav sig til at pudse telefonen i sine meget beskidte bukser. Herefter sov han trygt indtil Vesterport hvor han vågnede, opdagede at han var kørt for langt, steg ud og tog et tog tilbage mod hovedbanen.

>Der har været lidt stille på Trafikhad her på det sidste. Men jeg kan da lige rapportere at jeg i går eftermiddags – hvor regnen silede ned – på vej ned til busstoppestedet så to busser køre lige for næsen af mig.