>Altså, ikke for noget, men er der overhovedet nogen der bruger papirudgaven mere?

Findes der stadig tog i Danmark der kører efter den trykte køreplan?

Ikke engang Rejseplanens oplysninger er længere tilstrækkelige – enhver togrejse er et eventyr, og man ved hverken hvornår det begynder eller hvor det ender.

>Hvis der er nedfaldne køreledninger ved Glostrup, så lad være med at prøve at sælge mig brownies fra morgenstunden.

(bare tag dig god tid)

>I dag kom svaret fra DSB’s sms-service for en gang skyld promte:

>Jeg ville nok selv have forsøgt mig med lidt mere afdæmpede kulører, men jeg synes idéen er fin, og derfor bringer jeg et link til dette billede som en læser har ladet sig inspirere til at lave.

>Jeg står i Taastrup i tusmørke og skal bruge en forlygte. Under stort besvær finder jeg vej til City 2 gennem et net af cykelfjendtlige veje og stier (“øh, nej, der kan man ikke cykle, du skal faktisk tilbage og så op til stationen og så lidt ligeud og så til venstre og så til højre”). Her findes en cykelhandler (“nåeh, har du glemt lygterne, hehe”) som er udgået for almindelige cykellygter der kan monteres uden værktøj (“vi har faktisk lygterne, men ikke flere holdere”). Jeg kan ikke få lov betale dem for at skrue en cykellygte fast for mig (“mekanikeren er gået hjem”, WTF?). Og jeg kan da under ingen omstændigheder trække min cykel ind i forretningen og – mod pantsætning af to mobiltelefoner – låne en svensknøgle og en skruetrækker og ordne det selv (“det gør vi af princip ikke”). Så meget for cykellygtekampagner og mellemmenneskelig tillid.

(Løsningen blev at jeg købte en klodset fastmonterbar lygte som jeg holdt i hånden indtil jeg nåede Heino Cykler i Brøndby der gladeligt lånte mig værktøj – tak Heino! Men tro ikke at det endte lykkeligt af den grund; i det øjeblik lygten var skruet på, var min cykel flad, ingen taxaer gad tage mig med, og jeg travede hele vejen til et planlagt pitstop i Rødovre. What a day.)

>S-toget var naturligvis forsinket, men det var min videre forbindelse også, og derfor nåede jeg lige akkurat ombord, fandt et ledigt dobbeltsæde, åbnede min medbragte ikke-gratis-avis og mærkede solen vælte gennem vinduet og ind i den dejligt stille kupe. Det var nærmest rart.

Men så ramte lugten mig fra sædet foran – en bølge af tarmluft der var så voldsom og varede så længe at jeg oprigtigt tvivler på at jeg nogensinde selv har slået så kraftig en prut.

>Jeg cyklede til stationen, og den iskolde styrtregn stak i øjnene, jeg bøjede hovedet ned og var ved at køre direkte ind i en idiot der kørte i den forkerte retning på cykelstien, jeg nåede lige at råbe “for helvede”, toget blev forsinket og var propfuldt (men jeg tror sgu jeg så plok – surreelt når en blog materialiserer sig i et S-tog), på hovedbanen krævede det alle mine kræfter ikke at aflive Nyhedsavisen-uddelerne, i Intercity-toget smagte kaffen grusomt, derefter var det meget koldt at vente på bussen, og nu sidder jeg og ser sneflokkene komme vrimlende og tænker på at jeg i aften skal cykle fra byen og ud til Lyngby.