>Jeg står i Taastrup i tusmørke og skal bruge en forlygte. Under stort besvær finder jeg vej til City 2 gennem et net af cykelfjendtlige veje og stier (“øh, nej, der kan man ikke cykle, du skal faktisk tilbage og så op til stationen og så lidt ligeud og så til venstre og så til højre”). Her findes en cykelhandler (“nåeh, har du glemt lygterne, hehe”) som er udgået for almindelige cykellygter der kan monteres uden værktøj (“vi har faktisk lygterne, men ikke flere holdere”). Jeg kan ikke få lov betale dem for at skrue en cykellygte fast for mig (“mekanikeren er gået hjem”, WTF?). Og jeg kan da under ingen omstændigheder trække min cykel ind i forretningen og – mod pantsætning af to mobiltelefoner – låne en svensknøgle og en skruetrækker og ordne det selv (“det gør vi af princip ikke”). Så meget for cykellygtekampagner og mellemmenneskelig tillid.

(Løsningen blev at jeg købte en klodset fastmonterbar lygte som jeg holdt i hånden indtil jeg nåede Heino Cykler i Brøndby der gladeligt lånte mig værktøj – tak Heino! Men tro ikke at det endte lykkeligt af den grund; i det øjeblik lygten var skruet på, var min cykel flad, ingen taxaer gad tage mig med, og jeg travede hele vejen til et planlagt pitstop i Rødovre. What a day.)