>Den altid pålidelige DSB-observatør plok gjorde for nylig opmærksom på en ny service hvor man kan skrive en sms til DSB og efter få sekunder modtage en besked med oplysninger om hvornår de næste tog kører fra en given station. Jeg afprøvede naturligvis straks det nye produkt og måtte med lige dele forundring og skam meddele i en kommentar at det faktisk fungerer.
Det gør det selvfølgelig ikke. Ikke når man virkelig har brug for det. Som i morges hvor S-togene var voldsomt forsinkede og holdt i kø ind mod København H – og hvor jeg mellem Nordhavn og Østerport ville finde ud af om jeg kunne stå af på Østerport og tage et regionaltog vestpå i stedet. Jeg skrev en besked, men fik ikke noget svar! Det er jo en klassisk DSB-problemstilling: at informationerne kun er der når der ikke er brug for dem.
(Okay, der kom faktisk svar. Men det var efter 11 minutter – som jeg havde brugt på at stå af på Østerport, konstatere at der var lang tid til næste regionaltog og gå tilbage og tage et andet og meget tøvende S-tog til Hovedbanegården.)