>Om informationerne der kun er der når der ikke rigtig er brug for dem

>I går aftes var det det samme: S-togene kørte efter en særlig køreplan, og det er da en ærlig sag, sporene skal jo repareres – og dét nødig i myldretiden.

Men hvorfor så igen dette “Se destinationen på S-toget“? Hvorfor viser den elektroniske “her er du”-stationsliste inde i S-toget ruten for et andet tog end det man sidder i? Hvorfor oplyser informationsskærmene bare at den normale køreplan ikke holder, i stedet for at vise den sædvanlige (og noget mere nødvendige!) liste over hvilke tog der kommer hvornår?

Det er paradoksalt at de tidspunkter hvor man har mest brug for trafikinformation – når der er ændringer og aflysninger – er de tidspunkter hvor DSB og Banedanmark netop på grund af ændringerne med en selvretfærdig mine giver op og stiller sig tilfreds med ikke at kunne informere overhovedet.

DSB har en udmærket service der hedder Byens Puls – et levende og overskueligt kort over hvor S-togene er henne – og den virker også når planen ikke holder. Hvorfor sætter DSB ikke et par skærme op med dét – frem for de hjælpeløse, overgivne panikråb om at passagererne må gætte sig frem?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *