>Løsningen del II: en åbenbaring

>Jeg gennemførte for nylig en omfattende personlighedstest. Den viste at min positive bedømmelse, udtrykte positivitet, hensynsfuldhed og godhjertethed alle lå under middel. Det kommer nok ikke bag på nogen af læserne her – spørgsmålet er snarere hvad dette skyldes.

Svaret kom til mig for blot 15 minutter siden. Jeg er vokset op med en af de dejlige små skeer fra Børnenes Trafikklub, men da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg ikke lov at tage den med. Jeg tror virkelig jeg har fat i noget her. Jeg har i adskillige år valfartet til mine forældres hjem – blot for at spise en skefuld dit eller dat med min elskede trafikske.

Ikke nok med at jeg nu har erkendt årsagen til mit trafikhad; jeg har handlet proaktivt på det, som man siger ude i erhvervslivet. Det viser sig at en ny trafikske koster latterlige 30 kroner incl. moms og forsendelse – en sådan er nu bestilt.

Og så vil jeg lige:

  • Opfordre andre trafikhadere til selv at bestille en trafikske her. Farimagsgaderne kommer til at emme af fred og kærlighed.
  • Benytte lejligheden til at fortælle mine forældre at de efter ekspeditionstiden på otte hverdage ikke skal regne med flere besøg.
  • Invitere fremtidige arbejdsgivere til at personlighedsteste mig igen og igen; I vil finde at jeg er et menneske i dyb harmoni.

Skuffet update 17:46: Trafikskeen er ikke bestilt. Bestillingssiden gør noget mærkeligt når man skal have sin kvittering. Jeg ved at Irene fra Rådet for større færdselssikkerhed gør alt hvad der står i hendes magt for at få det til at fungere, men er alligevel meget utilfreds med at min trafikale harmoni bliver udskudt.

Lettet update 19. september 13:06: Trafikskeen er nu bestilt. Irene gav op, men IT-Søren trådte til. Det viste sig at bestillingen ikke virker hvis man bruger linket ovenfor. I stedet skal man gå ind her – så virker det. Nu kan IT-manden sidde og gruble over fejlen – og jeg kan glæde mig til at modtage min ske.

One thought on “>Løsningen del II: en åbenbaring

  1. >Åhhhhh!! Flere års jagt hos antikvitetshandlere og genbrugsbikse til ingen verdens nytte er lige blevet vendt til glæden ved at bestille en trafikske til min veninde, der heller ikke har måtte tage SIN trafikske med ‘hjemmefra’. Jeg ELSKER min trafikske! -den bor nu hos mig i London. TAK for link til den fantastiske ske! Håber at trafikken er væsentlig forbedret for dig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *