>En gammel mand i grønt tøj (set i bakspejlet kvalificerer det ham muligvis ikke til titlen ‘gartner’) trådte ud på cykelstien. En bus var på vej. Jeg satte farten op, og bussen halede ind på mig indtil den begyndte nedbremsningen; den kom aldrig tættere på mig end fem meter. Men den gamle gartner fortsatte over cykelstien, selv om han tydeligvis havde set mig. Da jeg susede forbi ham, så han på mig og lavede en hvæsende lyd der hverken var pift eller fløjt. Jeg kvitterede øjeblikkeligt med at råbe “idiot!” efter den grimme gamle gartner – men ærgrer mig stadig over at jeg ikke fik brugt et skældsord fra planteriget.