>Pinsesøndag: tungetale og halshugning

>Pinsedag er ifølge den kristne fortælling dagen hvor apostlene mødtes for at fejre den jødiske højtid Shavuot, og hvor de pludselig blev besat af Helligånden og begyndte at tale i tunger. Pinsedag opfattes som det tidspunkt hvor den kristne kirke blev født.

Pinsedag er også dagen hvor All-tech – et dansk firma som arbejder med mobile højtryksanlæg – forsøger at halshugge cyklister der nærmer sig Jagtvej ad Østerbrogade i nordgående retning. Over cykelstien hænger i cyklisthovedhøjde et tykt gult kabel mellem en vogn på vejen og et stillads på fortovet. Hvis man er så heldig at se kablet i tide, kan man dukke sig og undgå fysisk skade. Det gjorde jeg. Men er der fx mange cyklister, tæt motortrafik eller andre distraherende elementer – eller forventer man bare ikke lige nogen forhindringer i ansigtshøjde – vil mødet med kablet i bedste fald resultere i smadrede briller, brækket næse eller måske bare en mistet hat, hvis man ikke så høj. Er man derimod lidt højere, vil kablet nå ind under hagen, og så er det ikke usandsynligt at cyklen fortsætter uden sin cyklist.

Pinsedag har jeg besluttet at hvis jeg nogensinde skulle få brug for service eller rådgivning omkring højtryksanlæg, vil jeg ubarmhjertigt boykotte All-tech.

Update 5. juni: I morges så jeg fra den modsatte side af gaden det gule kabel ligge klippet over på jorden. Har All-tech indset sin fejl? Har politiet afværget drabsforsøget? Eller har en tilskadekommen cyklists pårørende hævnet sig på mordvåbnet?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *