>
I går skete det – måske overraskende – at jeg frivilligt bevægede mig ud i trafikken, bare for turens skyld. Iført stramt cykeltøj og med cykelcomputer, vandflaske og solbriller kørte jeg nordpå bare for at nyde en rask cykeltur i det gode vejr. Hvordan kunne jeg være så dum?

Jeg var kort sagt ikke den eneste der havde fået lyst til at komme ud i det gode vejr, og opfyldt af naiv forårskådhed begik jeg endda den tåbelighed at lægge ruten gennem Dyrehaven. Vel nok den mest trafikerede plet i kongeriget, skarpt forfulgt af Nørreport Station.

Til min næste fødselsdag ønsker jeg mig virkelig én dag – nej vent, 365 dage – hvor jeg er det eneste levende væsen i trafikken.

>Situationen er at en cyklist kører ligeud på en cykelsti og passerer en sidevej. En bilist skal enten dreje fra hovedvejen ned ad sidevejen, eller fra sidevejen ud på hovedvejen. Lad os antage følgende:

1. Cyklisten vil gerne forbi så hurtigt som muligt.
2. Bilistenen vil gerne så hurtigt som muligt ned ad sidevejen / væk fra sidevejen.
3. Cyklisten vil ikke køres ned af bilisten.
4. Bilisten vil ikke køre cyklisten ned.

Det må være pkt. 2 der gør at bilister ganske ofte kører lidt for langt frem – og ind på cykelstien. Her sker det at pkt. 3 kommer til at betyde mere for cyklisten end pkt. 1 – som derfor sætter farten ned. Fordi bilisten jo heller ikke køre cyklisten ned (pkt. 4), må vedkommende vente endnu længere før cyklisten er passeret, hvilket så går ud over pkt. 2.

Den sædvanlige situation er altså at bilisten – fordi han/hun gerne vil hurtigt frem, og fordi cyklisten ikke vil køres ned – kommer til at forsinke både cyklisten og sig selv. Variationer over dette tema er at enten cyklisten eller bilisten prioriterer hhv. pkt. 1 og 2 højere end 3 og 4, hvilket resulterer i at cyklisten bliver kørt ned.

Med andre ord: hold nu bare tilbage, så kommer alle hurtigere videre! Vi er jo ikke i trafikken for hyggens skyld.

PS: Undskyld hvis jeg lyder gnaven. Der var syv christianiacykler på Farimagsgaderne i morges.

>I dag skulle jeg udføre et stykke arbejde nord for Århus. Arbejdet tog mig præcis 11 minutter. Transporten tog mig cirka 9½ time. Her et sparsomt udvalg af de pinsler jeg måtte udstå mens jeg var i transit:

• DSB-manden må have hørt forkert da jeg bookede billetter. I stedet for en hvileplads havde han givet mig en knitreplads: et sæde i en særlig kupé hvor passagerer aktivt opmuntres til at konkurrere om hvem der kan knitre højest med det sølvpapir deres madpakker er pakket ind i.
• En århusiansk taxachauffør så det som sin opgave – måske pga. min ikke-jyske dialekt – at fortælle om hvad vi så under køreturen. Han oplyste mig om at Danske Bank havde fået nye guldbogstaver. Og lidt senere: “Der er Netto. Det kender du måske.”
• En tyk kvinde bad mig om at rejse mig for at hun kunne komme ind og sætte sig på pladsen bag mig – hvorefter hun stillede sig helt tæt på mig og blokerede, så jeg nok kunne rejse mig, men ikke flytte mig.
• Togføreren i det stærkt forsinkede lyntog tilbage til København oplyste ved Odense Banegård uden yderligere forklaring at passagerer til København skulle skynde sig at skifte til toget på den modsatte perron. Efter et par minutter med lige dele mistro og panik kunne en anden togfører meddele at det gjaldt passagerer som skulle til stationer mellem Odense og København H – hvor lyntoget ikke stoppede.
• En ældre dame havde ikke fået låst døren da hun gik på toilettet i toget. Og hun sagde ikke engang undskyld.
• Min IC-billet dækkede ikke blot rejsen til og fra Århus, men også noget af vejen hjem med S-toget. Jeg købte derfor en 2-zoners-billet i stedet for at klippe mit 4-zoners-kort og sparede derved 3 kroner. Stadig rørt over statsbanernes storsind lover jeg hermed ikke at klatte det sparede beløb væk på fornøjelser, men i stedet donere dem til velgørenhed ved førstkommende lejlighed.

>Hvad er ideen i at cyklister rækker armene ud for at vise at de drejer, hvis bilerne alligevel for en sikkerheds skyld venter med at køre frem? Det modsatte – at de kører én ned fordi de troede man lige glemte at række hånden ud – er ganske vist værre, men alligevel. Når bilerne ignorerer én, føles det bare som om man uden held prøver at heile eller kaste håndtegn. Eller laver en virkelig kikset negerarm.

>På vejen hjem ringede min telefon. Jeg bremsede, steg af cyklen og holdt i kanten af cykelstien for at kunne tale uforstyrret.

Det kunne jeg glemme alt om; jeg blev nødt at afbryde samtalen i 15-20 sekunder da en ung mand på en boret knallert kørte langsomt forbi. Farten var omvendt proportional med den lille maskines øredøvende larm.

Da jeg – efter endt samtale – kørte videre og så blå blink i det fjerne, tog jeg mig selv i halvvejs at håbe det havde noget med knallerten at gøre. Det viste sig bare at være en brand i Lyngby Storcenter.

>Efter at adskillige rødglødende talere i Fælledparken havde snakket om Christiania fra scenerne, gruede jeg ærligt talt ikke så lidt for at skulle tilbagelægge hele Farimagsgade-strækningen først på aftenen i går. For mit indre blik så jeg for mig at cykelstien ville være befolket med hippier på christianiacykler – ja, kun christianiacykler – og at de allesammen ville nynne “I kan ikke slå os ihjel” når jeg forgæves forsøgte at overhale deres brede og uendeligt langsomme køretøjer.

Virkeligheden kom bag på mig. Én eneste christianiacykel. Og den kørte endda inde på fortovet, med ladet fuldt af kartoffelrækkebørn. Jeg var nærmest… nej, ikke tilfreds – men lettet, i hvert fald.