>Når der har været fodboldkamp i Parken, er Østerbrogade fuld af grænseløst irriterende mennesker.

Én ting er at de tæver løs på hinanden – det skal de for så vidt være velkomne til, selv om jeg ikke forstår deres dybt infantile had til hinanden. Som Jonatan Spang har sagt i et show: I elsker jo allesammen fodbold, hvorfor finder I ikke en badmintonspiller og smadrer ham? Men en anden ting er at de som oftest ikke kan nøjes med fortovet, men går ude på cykelstien i store støjende grupper. Samtidig har de en så truende attitude (sikkert primært rettet mod de til enhver tid øretæveindbydende tilhængere af modstanderholdet) at jeg som regel ikke tør benytte mig af nogen særligt fjendlig gestik, mimik eller verbal kritik.

I dag var en af den slags dage. Allerede nede ved søerne kunne jeg høre den brølende menneskemængde, så jeg var forberedt da jeg kort efter var nødt til at bremse op for ikke at køre frontalt ind i en halvnøgen mand der råbende gik på cykelstien med armene strakt ud til siderne. Da jeg senere holdt for rødt, kunne jeg se på en gruppe stillestående fans’ usmagelige orange t-shirts at dagens kamp var mellem klubber fra Esbjerg og Randers. Altså, hvad fanden er meningen med dét? Kunne de ikke bare blive på deres egen side af Storebælt?

Det svarer i min bog til at gå ind på en kollegas kontor når man skal slå en prut – for så straks at vende tilbage til sit eget kontor hvor duften af kontorartikler og kaffe er intakt.