>Efter at adskillige rødglødende talere i Fælledparken havde snakket om Christiania fra scenerne, gruede jeg ærligt talt ikke så lidt for at skulle tilbagelægge hele Farimagsgade-strækningen først på aftenen i går. For mit indre blik så jeg for mig at cykelstien ville være befolket med hippier på christianiacykler – ja, kun christianiacykler – og at de allesammen ville nynne “I kan ikke slå os ihjel” når jeg forgæves forsøgte at overhale deres brede og uendeligt langsomme køretøjer.

Virkeligheden kom bag på mig. Én eneste christianiacykel. Og den kørte endda inde på fortovet, med ladet fuldt af kartoffelrækkebørn. Jeg var nærmest… nej, ikke tilfreds – men lettet, i hvert fald.