>Én skide artiskok skulle jeg have, og ét strålende påskehumør skulle det koste mig. Nede hos grønthandleren kom jeg bogstaveligt talt i klemme – ja, fysisk! – mellem to aldrende og velnærede damer der begge lugtede af fugtighedscreme.

>Jeg hader at køre i tog på helligdage.

Til hverdag fyldes togene af pendlere: mennesker der rejser alene og er vant til det. Folk læser deres gratisaviser, snakker i deres telefoner og lægger deres makeup. De hører walkman og kigger ud i luften. Står af og på uden at gøre opmærksom på sig selv – og prøver at gøre togturene til og fra arbejde til fredelige pauser.

På helligdage – som nu i påsken – tager alle de andre også toget. Dem der har børn og børnebørn med. Dem der ikke rigtig har tjek på om Nørreport kommer før eller efter Vesterport. Dem der er på vej til familiefrokost og sludrer skingert med deres familiemedlemmer under hele rejsen. Dem der læser Ud & Se. Dem som er seriøst interesserede i om de sidder ved vinduet eller ej. Hele toget summer af det uvantes anspændthed og gør livet surt for de sagesløse pendlere der uheldigvis også har måttet tage et tog på en helligdag.

>Tirsdag aften stoppede jeg for rødt tæt ved Rådhuspladsen. En dame skulle krydse vejen, og mens hun ventede på grønt lys, kiggede hun mærkeligt på mig og min cykel. Efter kort tid nikkede hun mod min fuldt fungerende forlygte og sagde: “Det er da ikke meget lys der er i den lygte, hva’?”.

Aftenen var ødelagt.

>
Sidder lige og ser Paris-Roubaix og bliver rigtig godt arrig på publikum. De er tydeligvis ikke klar over hvor irriterende fodgængere på cykelstien er for cyklister.

>Ja undskyld. Det er mit erklærede mål at jeg i denne blog vil rapportere om de sjældne dage hvor det lykkes mig at køre på Farimagsgadernes centimetersmalle cykelstier uden at skulle manøvrere uden om store skrumlende christianiacykler – så dette indlæg har ikke rigtig nogen berettigelse.

Men i dag blev jeg i løbet af en enkelt tur ned ad gaden udsat for fem christianiacykler. Fem.

>I det besværlige kryds mellem Øster Søgade, Østerbrogade, Øster Farimagsgade og Dag Hammerskjölds Allé var der i dag en bil der kørte lige lovlig tæt på en cyklist: en stor og gammel mand i grøn parkacoat som kørte på en cykel af ældre model. Cyklisten vendte sig i harme om mod bilen og lavede adskillige fagter. At se en så stor mand lave så vrede og hurtige bevægelser fremstod uvirkeligt, som at forestille sig King Kong der spiller en hurtig trommesolo.

Magen til selvretfærdighed har jeg kun set hvis jeg er kommet for skade at passere et spejl når jeg netop har overstået en ubehagelig cykeltur.

>Rådet for Større Færdselssikkerhed har gennemført en kampagne for at få folk til at tale pænt til hinanden i trafikken. I en pressemeddelelse skriver de blandt andet:

“Når trafikken spidser til, bliver mange trafikanter irritable og enkelte lader frustrationerne komme ud af munden. Mindre pæne gloser flyver gennem trafikken – til ingen verdens nytte! Når man tager hjertet med i trafikken udviser man overskud og trækker på skuldrene. Vi kommer ikke hurtigere frem – uanset hvor meget der råbes og skældes ud.”

Altså undskyld, men hvad tænker de dog på? Lad skældsord gjalde, lad fuckfingre flyve i vejret, lad råb og brok og gråd lyde i gaden. Gør det til dit mål at fremsætte mindst én trussel om korporlig vold hver dag.

Glem ikke at trafik er for had hvad sex er for kærlighed.

>På en meget regnvåd cykeltur i morges fulgtes jeg længe – og ufrivilligt – med en meget ihærdig mand der tilsyneladende kun havde ét gear på sin cykel. Han cyklede for så vidt hurtigere end mig, men jeg indhentede ham hver gang vi nåede til et rødt lys. Og når der så blev grønt, accellererede han ualmindeligt langsomt i et meget højt gear. På den måde kørte vi længe og skiftedes til at overhale hinanden, og hans skriggule regnjakke flåede mine stille morgentanker i stykker hver eneste gang.

Og i eftermiddags på Østerport steg en ret tyk og afsindigt irriterrende kvinde på netop mit S-tog og valgte netop min vogn og gik ind i netop min kupé og satte sig på netop mit sæde. Jeg så til min lettelse at hun placerede en stor taske mellem os, men den viste sig at indeholde hendes strikketøj og store mængder tilbehør som hun åbenbart skulle bruge hele tiden. Hun var ikke særlig dygtig til at bedømme afstande, så hver gang hun rakte ned i tasken for at tage en strikkepind eller lidt garn, eller for bare at sikre sig at den var lukket, eller åben, eller hvad hun nu lige havde lyst til – hver gang stødte hun ind i min venstre arm som holdt den artikel som jeg forgæves prøvede at læse.

>Ja, den sidste post var selvfølgelig bare for sjov. Trafik er til for at blive hadet – og jeg er allerede godt muggen ved tanken om den cykeltur ud til Vesterbro der venter mig om nogle timer.

>

Jeg læste et tankevækkende blogindlæg der stiller spørgsmålstegn ved hele dagligdagen.

“Hvorfor fatter vi ikke alt det gode vi har – før vi har mistet det? Og selv om hverdagens trivialiteterne tynger dig – endda med god grund – så overvej om det er alle ærgelserne værd? Eller om du burde glæde dig over selv de sure ting?”

Det var lidt af en øjenåbner for mig der slet ikke benytter denne blog til at glæde mig over de sure ting – tværtimod er det bare det ene mugne og mavesure indlæg efter det andet. Måske man i stedet skulle blogge om alle de skønne oplevelser i den københavnske trafik – oplevelser der ligger lige uden for døren – hvis bare man åbner den og bevæger sig derud.