Den jævne er elegant – den elegante jævn

Bragt på www.altinget.dk, april 2005.

De mange debatter forud for valg af ny S-formand er forbi. Påfaldende nok er den mindst cool kandidat den mest professionelle retoriker – og omvendt, skriver Anders Due. Retorisk portræt af Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen før afgørelsens time tirsdag.

Af Anders Due

Da Poul Nyrup Rasmussen i marts 1992 stillede op mod Socialdemokratiets formand Svend Auken, var den officielle udmelding, at formandsvalget ikke handlede om politisk uenighed, men om at finde den bedste leder af partiet. Som bekendt skulle det vise sig, at Nyrups sejr over Auken ikke kun blev et lederskift, men også en politisk kursændring. Og det er faktisk repræsentanter for netop de to fløje, der i 1992 for første gang blev tydeligt markeret, som socialdemokraterne i disse dage stemmer om.

Frank og jeg er jo enige om det meste

I dag er der ingen, der påstår, at valget mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen kun er et valg mellem personer. Der er klare politiske forskelle mellem de to kandidater – bl.a. spørgsmålet om, hvor Socialdemokraterne skal ligge på en højre-venstre-akse. Men at kandidaterne i dag anerkender en politisk uenighed, betyder ikke, at personspørgsmålet er ligegyldigt.

Kandidaterne er trods alt fra samme parti, og forhåbningerne om, at den nye formand også kan blive statsminister, tæller med i regnskabet. »Jeg tror, at mange tænker: Den stemme, jeg sætter, er først og fremmest socialdemokratisk, og så vælger jeg den person, der bedst kan klare opgaven«, sagde Mette Frederiksen til Politiken for nylig.

Kandidaterne selv lægger heller ikke skjul på, at der er mere, de har til fælles, end der skiller dem: »Frank og jeg er jo enige om det meste af det, vi går og siger«, siger Helle Thorning-Schmidt ligeud. Derfor er det også interessant at undersøge, hvordan de to kandidater taler om sig selv og deres politik.

Rigtige socialdemokrater har haft en fattig barndom

Fælles for Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt er, at de gerne vil virke som ægte socialdemokrater. Med titlerne cand.oecon. og cand.scient.pol. kan de dog ikke ligefrem kalde sig arbejdere. Men på Socialdemokraternes kongres 12. marts lagde de begge meget vægt på deres jævne og folkelige opvækst.

Helle Thorning-Schmidt kunne for eksempel fortælle, at hun kom fra Ishøj og i sin tid arbejde i grillbaren i Bilka. At hendes far og mor var henholdsvis direktør og kontorchef, valgte hun ikke at nævne. Tilsvarende berettede Frank Jensen om sin opvækst i Støvring: »Min far var mejerist, og familien levede af hans indkomst. Med fire sønner i familien var der relativt få midler, så vi måtte allesammen bidrage.« Faren var godt nok også borgmester, men ikke et ord om det.

Nu hvor den ægte, fattige, socialdemokratiske barndom er på plads, kan vi gå videre til at se på, hvordan de to kandidater taler.

Telefonsælgeren fra Jylland

Frank Jensen er den grundige, traditionelle og forsigtige. Han er den af de to kandidater, der har den største politiske erfaring; han trådte ind i folketingsgruppen som 26-årig, og han havde to ministerposter under Nyrup-regeringen. Han bor stadig i Jylland, holder fast i sin dialekt og har i en alder af 43 ikke helt lagt det lidt nørdede og drengede af sig. Frank Jensen er ikke cool.

Ikke desto mindre er han en topprofessionel retoriker. Han formår at tale klart, tydeligt og levende direkte til sit publikum. Og det gælder ikke bare i hans forberedte taler, men også i almindelig improvisation, som den for eksempel kom til udtryk i et debatmøde mellem Frank Jensen og hans modkandidat i Politikens foredragssal 5. april.

En af hans styrker er hans evne til at give konkrete eksempler. Nok kan han ikke undslippe de sædvanlige politikerfloskler, men de bliver ofte efterfulgt af eksempler, der underbygger hans udsagn: »Noget af det allervigtigste i de kommende år er at skabe jobs og være utraditionelle og turde gå nye veje… ligesom vi gjorde da vi gik i gang med at lave vindmølleindustri, da vi gik i gang med at lave høreapparatindustri, og da vi lavede insulin.«

Han er tydeligvis bevidst om vigtigheden af at skabe billeder, tilhøreren kan se klart for sig; i det følgende eksempel, hvor han taler om folkeskolen som samlende samfundsmæssig institution, retter han sig selv for at finde det ord, der giver de helt rigtige associationer: »Vi har siddet sammen med det svedige gymnastiktøj nede i omklædningsrummet, efter vi har spillet bold, og vi har siddet med de samme lidt kedelige ostehørmere i madpakkerne, når der var froko-… når der var spisefrikvarter og så videre…« Enhver tilhører kan nærmest lugte omklædningsrummet og ostemadderne – og det er netop det, der er Frank Jensens pointe – vi var der allesammen, i folkeskolen.

Desuden er hans sproglige stil præget af mange fyndige formuleringer som for eksempel »Vi kan også være med til at forandre de vilkår, vi har – ikke kun via pengesedlen, men også via stemmesedlen.« og »Man skal betale skat efter ydeevne, ikke efter snydeevne«. Det er tydeligvis indstuderet, bl.a. fordi han sagtens kan komme til at bruge den samme frase flere gange over for det samme publikum – men det virker ikke desto mindre.

Endelig udviser Frank Jensen af og til en hensigtsmæssig, underspillet ironi og selvironi: »Det gik ikke upåagtet hen over landet, at Nyrup-regeringen lavede en efterlønsreform, kan man roligt sige.« Reaktionen fra publikum er latter, og det er et godt udgangspunkt, når man som Frank Jensen faktisk bringer emnet op for at fremhæve reformen som en succes. Havde han ignoreret opstandelsen over Nyrups løftebrud, havde han distanceret sig fra sit publikum, og argumentet var faldet til jorden.

Så selv om Frank Jensen på mange virker som den lidt traditionelle og fornuftige politikernørd, er hans oratoriske evner langt over det sædvanlige. Ja, faktisk nærmer han sig den glatte telefonsælgertype, når han for eksempel konsekvent inddrager spørgerens fornavn i sine svar på spørgsmål fra publikum: »Det har du ret i, Per.«

At sige tingene, som de er

Helle Thorning-Schmidt har slet ikke den samme landspolitiske erfaring som Frank Jensen. Hun blev først valgt ind i folketinget i februar, og hendes fortalere ser hende som et friskt pust og et par nye øjne på tingene. Og så er hun cool. En akademisk, velklædt, københavnsk kvinde – øgenavnet Gucci-Helle siger det meste.

Og ligesom den jævne Frank Jensen er en elegant retoriker, er den elegante Helle Thorning-Schmidts retoriske stil noget mere jævn. Kun i hendes forberedte taler finder man kunstfærdige, gennemtænkte vendinger som i Frank Jensens frie tale, hendes eksempler er sjældnere, og hendes direkte kontakt til publikum er mindre udtalt.

Overordnet set kan man sige, at hendes retoriske strategi i høj grad går ud på ’at sige tingene, som de er’. Det er ganske vist de færreste sprogfilosoffer og retorikere, der godtager forestillingen om, at man egentlig kan sige tingene, som de er. Ligegyldig hvordan man formulerer sig, vil der være tale om et bevidst eller ubevidst valg mellem forskellige måder at formulere sig. Men det kan for så vidt være lige meget, for det er stadig ofte effektivt at give indtryk af at tale uden omsvøb.

På kongressen i marts var hun for eksempel ganske klar i mælet: »Kære partifæller, jeg vil sige det ligeud: Jeg kan slå Anders Fogh.« Bemærk, at hun selv påpeger sin ligefremhed – det gør hun også ofte i debatsituationer (»Jamen altså, nu vil jeg sige noget direkte…«), og det bidrager til billedet af hende som én, der taler lige ud af posen.

Endelig har Helle Thorning-Schmidt en for politikere meget sjælden evne til også at svare kort, hvor hun kunne have svaret langt. I debatmødet i Politikens foredragssal spurgte Ole Münster, direktør i Dyrenes beskyttelse, hvad hun havde tænkt sig at gøre for dyrevelfærden, og om der ville komme en ny holdning i forhold til tidligere. Svaret fra Helle Thorning-Schmidt lød i sin fulde længde: »Nej, det vil der ikke. Jeg tror, det er et af de punkter, hvor der ikke er nogen skillelinier. Jeg synes, vi har valgt en rigtig linie på det område, så det vil der ikke.«

Er det et fornuftigt valg? Mange ville kalde det spild af en oplagt chance for at fremhæve og uddybe positivt træk ved den nuværende linje på området og på den måde profilere sig selv som en forkæmper for dyrevelfærd. Men samtidig var det befriende, at en politiker gav et ikke-politiker-svar.

Politiker eller ej

Generelt kan det faktum, at Helle Thorning-Schmidt ikke rigtig taler som en politiker, være et stærkt kort på hånden i profileringen af hende som den nye, fordomsfri akademiker, der kommer og ser på partiet med nye øjne – og som ikke er kørt fast i gamle politikerrutiner. Frank Jensens langt mere professionelle stil minder os derimod om, at han er politiker ind til benet. Og i en tid, hvor spindoktor er et skældsord, kan Helle Thorning-Schmidts nede-på-jorden-stil meget vel vise sig at være en effektiv strategi. Om den er bedre end Frank Jensens – det ved vi snart.