Forside

<   >

Skrevet sammen med Thora Bruun. Bragt i RetorikMagasinet nr. 55, marts 2005.

Plads i ministerbilen

GAB. Skal tilhørerne have tørre tal og indviklede sætninger? Embedsmændene siger ja – taleskriverne siger nej. Læs hvordan taleskriverne får plads i ministerbilen i reportagen fra Rhetors fjerde Logograf-konference.

Af Thora Bruun og Anders Due

Et uvant syn ramte danskerne i det forgangne år. Vi så en Anders Fogh Rasmussen med oprullede ærmer og åben skjorteknap til Venstres landsmøde hvor han holdt en tale som ingen af os godt nok kan huske indholdet af, men til gengæld kan vi huske at han holdt den uden manuskript.

Se, den manøvre fik nemlig kameraerne til at rulle og aviserne til at skrive ledere. Den politiske tale bliver i højere og højere grad genstand for analyser, fortolkninger og gætterier om talerens hensigter. Den erkendelse er også nået til taleskrivernes egen branche hvor retorikvirksomheden Rhetor nu har afholdt den fjerde Logograf-konference den 23. november 2004.

Men som Fogh-eksemplet illustrerer, er det ét at vi ser og hører meget om især toppolitikernes taler, men noget andet at sikre sig at vælgerne så også hører efter. Det var et af de temaer som hovedtaleren Svend Auken bl.a. gav sit bud på. Han argumenterede blandt andet for at taleskrivere skulle blive bedre til at aflæse deres politikers sprog og værdier. Taler er nemlig som sang: så snart politikeren åbner munden, kan man høre om det er falsk.

Falske bliver taler let hvis talerne ikke selv har skrevet dem. Og det har de sjældent når der er tale om ministre, borgmestre eller direktører, for taleskrivningsprocessen tager lang tid og kræver masser af koordinering med de forskellige kontorer og faglige afdelinger der er i organisationen.

Denne ”embedsmandsmur” var især hvad taleskriveren Ragna Christensen fra Fødevareministeriet fortalte om i sit oplæg på konferencen. Her havde taleskriverne i årevis arbejdet under et system hvor en tale bare var et dokument der samlede input fra de relevante kontorer som hver især aflagde rapport.

Løsningen på problemerne i Fødevareministeriet gik først og fremmest ud på større kontakt mellem minister og taleskriver. Desuden begyndte taleskriverne også at tage med ud og se talerne blive holdt. ”Det er ikke altid der lige er plads i ministerbilen,” indrømmede Ragna Christensen, men fastholder at det giver et stort udbytte at opleve hvordan en tale faktisk fungerer i situationen.

Det var erfaringer som disse der blev udvekslet på Logograf-konferencen – ikke bare i selve oplæggene, men også i pauserne og til den efterfølgende frokost. Og det er der ifølge arrangøren, Rhetors administrerende direktør, Kell Jarner Rasmussen, et stort behov for:

”Taleskriverne er jo nogle medarbejdere man gemmer lidt væk – ministre føler naturligt nok ikke trang til at prale af at andre skriver for dem. Men det betyder desværre også at taleskriverne ofte sidder på hver deres ø uden et netværk og uden viden om hvordan man kommunikerer til et lyttende publikum.”

Men selv når man har et netværk, og når man ruller ærmerne op og dropper manuskriptet, kan det være svært at få et budskab igennem til sine vælgere. Hvordan man gør det, giver politikeren, taleskriveren, eksperten og arrangøren på disse sider hvert deres bud på.

Arrangøren:

Talen er talerens

... og ikke taleskriverens, mener Kell Jarner Rasmusssen, arrangør af Logograf-konferencen. Men bag talen skal der ligge et samarbejde hvor taleskriveren sætter sig så meget i talerens sted at den reelt kunne være skrevet af taleren selv. Sådan fungerer det desværre ikke altid.

Det er fjerde gang Rhetors direktør, Kell Jarner Rasmussen, har arrangeret en Logograf-konference der – ud over selvfølgelig at inspirere ved oplæg fra taleskrivere, politikere og kommunikationsfolk – skal skabe et netværk og et fagligt forum. Ideen er at gribe fat i den faktiske virkelighed i ministerierne, organisationerne osv., så fx deltagere fra Miljøministeriet ved hvordan problemerne bliver løst ovre i Fødevareministeriet – og så underbygge det hele med retorisk faglighed. Målet er ikke bare at sikre de enkelte borgmestre eller ministre fortsat opbakning, men i lige så høj grad at gøre talerne vedkommende for borgerne.

”Det handler jo om at styrke den demokratiske talekunst – det lyder flot, men vi har altså et alvorligt problem her. Ministerier er skriftkulturer hvor man vejer ordene på en vægt, og hvor man primært kommunikerer i lange rapporter, notater og breve. Det smitter af på talerne, og alle keder sig i stedet for at lytte og diskutere det der bliver sagt,” siger Kell Jarner Rasmussen der håber at Logograf-konferencerne kan være med til at vende den kultur.

Kell Jarner Rasmussen ser derimod ikke noget problem i at taleskriveren gør alt for at opretholde illusionen om at taleren selv har skrevet sin tale:

”Sådan skal det være. Talen er talerens – og ikke taleskriverens. Opgaven er at skrive en tale som taleren selv kunne have skrevet – gerne endnu bedre, men sådan at den passer til taleren og taleren relativt let kan gøre den til sin,” mener Kell Jarner Rasmussen og påpeger at hvis politikeren efter hver tale skulle sige: ”Tak til Jensen, min taleskriver”, så taber han sin troværdighed. Når taleskriveren rammer den politiske tone, ligger der en slags udsøgt empatisk samarbejde bag – så rammende at man, end ikke hvis man spidser ører, kan høre at talen er skrevet af en anden end politikeren.

Fødevareministerens taleskriver:

Ærgerrige embedsmænd

”Meget faglighed, ikke ret meget tanke på formidling, og ikke ret meget politik.” Det kendetegnede talerne i Fødevareminisiterie, indtil en minister en dag blev træt af at holde dårlige taler. Taleskriveren Ragna Christensen fortæller om hvordan ministeriet lærte at skrive taler.

Da Mariann Fischer Boel var fødevareminister, var hun utilfreds med de taler embedsmændene skrev til hende. Og det var der god grund til:

”Hvis ministeren skulle holde en tale, var der en embedsmand der bad de forskellige kontorer i departementet om at levere et indlæg. En eller anden mere eller mindre tilfældig person blev så sat til at samle delene sammen til en tale, og dén del af taleskrivning blev betragtet som rent venstrehåndsarbejde,” fortæller Ragna Christensen, taleskriver i Fødevareministeriet. 

Derfor blev talerne usammenhængende og ufokuserede, og det vigtigste for embedsmændene var at de var juridisk holdbare. Men ikke nok med det; selve delene fra de enkelte kontorer strittede imod hinanden. Ragna Christensen peger på et organisationsdiagram og forklarer:

”Der sidder en masse ærgerrige mennesker rundt omkring. Mange har en lille departementschef i maven som gerne vil ud.” Fordi embedsmændene rundt omkring i systemet havde travlt med at profilere deres eget arbejde, fik talerne tit karakter af ren afrapportering fra de enkelte kontorer.

Men en dag fik ministeren nok og beklagede sig over talerne til departementschefen. Hans svar lød at sådan havde talerne altid været, men Mariann Fischer Boel insisterede. Derefter gik ministeriet i gang med at omstrukturere taleskriveropgaverne, og medarbejderne fik et intensivt kursus i retorik: 

”For mange af os var det noget helt nyt at skrive taler – det er altså noget andet at skrive en tale end at skrive et fagligt notat,” siger Ragna Christensen. Taleskriverne blev samlet centralt tæt på ministeren, og hele fremgangsmåden for taleproduktionen blev ændret:

”Vi indførte en tommelfingerregel om at vi altid skal snakke med ministeren inden vi går i gang med at skrive en tale. Når talen er færdig, stræber vi også efter at komme ud og se talen blive holdt, for kun på den måde kan vi få et indtryk af hvordan den fungerer i situationen. Bagefter tager vi også gerne en snak med ministeren eller ministersekretæren for at evaluere den sammen.”

I dag fungerer talerne langt bedre. Træerne gror ikke ind i himlen, fortæller Ragna Christensen, for embedsmændene i organisationen har stadig deres små faglige kæpheste. Men det er blevet lettere at skrive gode taler efter at der er kommet fokus på det. ”Og så er det efterhånden gået op for mange at en fagligt korrekt tale ikke nødvendigvis er en tale der virker.”

Eksperten:

At dræbe med kedsomhed

Mange gaber kæben af led, når de hører ministre tale. Det skyldes at embedsmandsværket bag talerne er direkte anti-retorisk, mener Christian Eversbusch, der deltog på årets konference om taleskrivning.

”Mange ministertaler er dræbende kedelige, og derfor er der hårdt brug for taleskrivere der kan kommunikere.” Ordene tilhører en af deltagerne i årets konference, Christian Eversbusch, der bl.a. arbejder som konsulent i retorik. For ham er sådan en konference vigtig, fordi den skaber opmærksomhed om taleskrivernes opgave – og problemer: ministrenes taler er ofte grå og abstrakte fordi de embedsmænd, der skal godkende dem, er ”bange for at give journalisterne enkeltsager, de så kan grave i.  Dvs. alle de konkrete historier om levende mennesker og handlende individer aflives til fordel for generel omtale af tiltag, regler, cirkulærer og blodfattige hensigtserklæringer”, siger Eversbusch. ”De fleste embedsmænd har aldrig hørt deres minister fremføre en tale live. Derfor evner de som regel heller ikke at sætte sig ind i hvor ubehagelig en følelse det er at stå og kede et levende publikum. De forstår simpelthen ikke at det er retorisk selvmord at lire statistikker, notater og andre papirbunker fra 17. kontor af foran en levende menneskemængde”, betoner Eversbusch. Han hævder videre at de ministerielle fuldmægtige oplæres i et system, der ”dybest set er selvtilstrækkeligt. Eller tror, det er det. Det vil bl.a. sige”, fortsætter Christian Eversbusch, ”at den unge fuldmægtig lærer at skrive taler henvendt til sin kontor- eller departementschef – ikke til de mennesker der faktisk skal stå og høre ministeren”. At det forholder sig sådan, aflæser Eversbusch i den afrapportering af ministerielle gerninger talerne præges af: ”Vi hører, at nu har ministeriet udgivet den og den rapport, nu har man iværksat ditten og datten osv. osv. Men at sagen gerne skulle vedkomme tilhørerne, tænker de embedsmænd, der har forfattet og godkendt talen, slet ikke på.” Og dét er i sidste ende et demokratisk problem, hvi½s man spørger Christian Eversbusch. For som det er nu, kommer hensynet til det administrative system først, og ikke hensynet til den almindelige borger, mener han. ”Det er derfor, vælgerne i reglen ikke forstår hvad der bliver sagt, endsige, hvorfor det er væsentligt for nogen som helst.”

Hvis der skal bygges bro mellem centraladministrationen og befolkningen, så kræver det en langt højere grad af retorisk bevidsthed, hævder Eversbusch: ”At tænke retorisk vil sige at tænke dialogisk. Og så snart man gør det, ved man også, at det, der interesserer ens samtalepartner – hvad enten han sidder og lytter til ens tale via tv eller læser den refereret i avisen –  er det han kan identificere sig med. Dvs.: det konkrete argument, det levende, det han kan se for sit indre blik. Denne retoriske tankegang skal ind i ministeriernes daglige arbejde – ellers får de aldrig deres omverden til at forstå alle de nyttige ting, de faktisk går og laver”, slutter retorikkonsulenten.

Politikeren:

Taleskriver med i hele processen

Undskyld mit franske! Det er langt fra altid lige passende når en politiker kan citere Voltaire i sin tale. Taleskriver og politiker skal samarbejde tættere så taleskriverens ord passer til politikerens mund, mener Svend Auken.

”Politikeren leverer de bedste taler hvis taleskriveren er med hele vejen - fra den første idé til politikeren holder sin endelige tale.” Sådan lød budskabet fra hovedtaleren Svend Auken der delte ud af sine taleerfaringer gennem et langt politisk virke i Socialdemokratiet. Hans oplevelse er at utroværdige og dårlige taler skyldes manglende kontakt mellem taleskriver og politiker. Når taleskriveren mangler kendskab til politikeren, er et af problemerne at talen kan blive for ambitiøs. For eksempel er det med Aukens ord ”mord for åben skærm” hvis taleskriveren vil lægge et Voltaire-citat i en landbrugsministers mund.

Et tæt samarbejde fordrer også at taleskriver og politiker snakker sammen om talens budskab – og der skal helst kun være ét overordnet: ”Tit bliver taleskriveren bare overladt til at skrive talen selv og må derfor også selv finde på budskabet.” Det er ikke særligt demokratisk – da slet ikke hvis politikeren ikke når at gennemlæse talen før han holder den, for så har han ikke forhåndsgaranteret sig at det faktisk er hans egne holdninger der bliver præsenteret i talen.

Endelig insisterer Auken på at taleskriveren skal være til stede når politikeren holder talen: ”Politikere er ofte midaldrende mænd i magtpositioner, og vi er meget forfængelige. Derfor skal vi have skånsom feedback på vores taler, mens taleskrivere skal være til stede for mere skånselsløst at kunne bedømme deres egne ord i praksis og se hvad der virker og ikke virker i forhold til taleren.”

Formandens talekoordinator:

Skriv politikeren efter munden

Tips til taleskriveren. Vi skal opretholde illusionen om at taleren selv har skrevet sin tale, men det er ikke nogen enkel sag, fortalte taleskriver Bente Dahlsbæk, som har skrevet taler for skiftende formænd i Folketinget.

Tidligere formand for Folketinget, Ivar Hansen, holdte en tale til folketingets medlemmer lige efter valget den 8. januar 2002. Den handlede om at Anders Fogh har vundet magten, og i bedste fyrtøjsstil møder han monarken som giver ham disse ord med på vejen:

”Godaften soldat – sikke en nydelig kølle og hvilken flot lige Venstre. De er vist en rigtig god kandidat til Rigets mest magtfulde stol. Den vil jeg overlade Dem hvis de blot kan foretage en lille undersøgelse og komme tilbage med et godt resultat.”

Et citat som – utilsigtet - skabte en del smørrede grin blandt Folketingets medlemmer. Taleskriver Bente Dahlsbæk havde i samarbejde med Ivar Hansen udarbejdet talen. Klog af disse erfaringer advarede hun i sit indlæg imod at talen bliver for indforstået mellem taler og talerskriver – et tæt samarbejde er godt, men der skal helst være et tredje øre på.

Det er i det hele taget en svær balancegang at tilpasse manuskriptet til taleren, mener Bente Dahlsbæk, som har oplevet et stort skift mellem at skrive for den daværende formand, Ivar Hansen og den nuværende formand, Christian Mejdahl. Ivar Hansen er rundet af højskolemiljøet og kunne godt lide at tale meget og længe, mens Christian Mejdahl kommer fra det indremissionske miljø og af princip taler på sin nordjyske dialekt.

Det er der kommet nogle meget forskellige taler ud af. Selv om begge politikere er fra Venstre, og begge har været Folketingets formænd, kan Dahlsbæk ikke bare lige skrive partiprogrammet af i talerne. Det er derimod Dahlsbæks opgave at få talerne til at afspejle de forskellige politikeres personlige træk: ”Talerens personlige forhold skal en taleskriver tage i betragtning, for det går ikke at man fx lægger en kæk bemærkning i munden på en politiker som bliver rød i hovedet når han skal fyre den af.”

For at kunne lægge de rette ord i politikerens mund, mener Dahlsbæk bl.a. at det er en god idé at undersøge hvor taleren kommer fra, hans familiebaggrund, opvækst, religion osv. Derudover skal man lytte til taleren sådan at man kan spore sig ind på hans dialekt, vendinger, anekdoter og tempo. Vigtigst af alt skal man vide noget om talerens person: Hvilken humor har taleren, hvor meget fylder hans kropssprog, og trives han bedst ved et 1. maj-arrangement i Fælledparken eller i en pejsestue på Fyn?