>
Sidder lige og ser Paris-Roubaix og bliver rigtig godt arrig på publikum. De er tydeligvis ikke klar over hvor irriterende fodgængere på cykelstien er for cyklister.

>Ja undskyld. Det er mit erklærede mål at jeg i denne blog vil rapportere om de sjældne dage hvor det lykkes mig at køre på Farimagsgadernes centimetersmalle cykelstier uden at skulle manøvrere uden om store skrumlende christianiacykler – så dette indlæg har ikke rigtig nogen berettigelse.

Men i dag blev jeg i løbet af en enkelt tur ned ad gaden udsat for fem christianiacykler. Fem.

>I det besværlige kryds mellem Øster Søgade, Østerbrogade, Øster Farimagsgade og Dag Hammerskjölds Allé var der i dag en bil der kørte lige lovlig tæt på en cyklist: en stor og gammel mand i grøn parkacoat som kørte på en cykel af ældre model. Cyklisten vendte sig i harme om mod bilen og lavede adskillige fagter. At se en så stor mand lave så vrede og hurtige bevægelser fremstod uvirkeligt, som at forestille sig King Kong der spiller en hurtig trommesolo.

Magen til selvretfærdighed har jeg kun set hvis jeg er kommet for skade at passere et spejl når jeg netop har overstået en ubehagelig cykeltur.

>Rådet for Større Færdselssikkerhed har gennemført en kampagne for at få folk til at tale pænt til hinanden i trafikken. I en pressemeddelelse skriver de blandt andet:

“Når trafikken spidser til, bliver mange trafikanter irritable og enkelte lader frustrationerne komme ud af munden. Mindre pæne gloser flyver gennem trafikken – til ingen verdens nytte! Når man tager hjertet med i trafikken udviser man overskud og trækker på skuldrene. Vi kommer ikke hurtigere frem – uanset hvor meget der råbes og skældes ud.”

Altså undskyld, men hvad tænker de dog på? Lad skældsord gjalde, lad fuckfingre flyve i vejret, lad råb og brok og gråd lyde i gaden. Gør det til dit mål at fremsætte mindst én trussel om korporlig vold hver dag.

Glem ikke at trafik er for had hvad sex er for kærlighed.

>På en meget regnvåd cykeltur i morges fulgtes jeg længe – og ufrivilligt – med en meget ihærdig mand der tilsyneladende kun havde ét gear på sin cykel. Han cyklede for så vidt hurtigere end mig, men jeg indhentede ham hver gang vi nåede til et rødt lys. Og når der så blev grønt, accellererede han ualmindeligt langsomt i et meget højt gear. På den måde kørte vi længe og skiftedes til at overhale hinanden, og hans skriggule regnjakke flåede mine stille morgentanker i stykker hver eneste gang.

Og i eftermiddags på Østerport steg en ret tyk og afsindigt irriterrende kvinde på netop mit S-tog og valgte netop min vogn og gik ind i netop min kupé og satte sig på netop mit sæde. Jeg så til min lettelse at hun placerede en stor taske mellem os, men den viste sig at indeholde hendes strikketøj og store mængder tilbehør som hun åbenbart skulle bruge hele tiden. Hun var ikke særlig dygtig til at bedømme afstande, så hver gang hun rakte ned i tasken for at tage en strikkepind eller lidt garn, eller for bare at sikre sig at den var lukket, eller åben, eller hvad hun nu lige havde lyst til – hver gang stødte hun ind i min venstre arm som holdt den artikel som jeg forgæves prøvede at læse.

>Ja, den sidste post var selvfølgelig bare for sjov. Trafik er til for at blive hadet – og jeg er allerede godt muggen ved tanken om den cykeltur ud til Vesterbro der venter mig om nogle timer.

>

Jeg læste et tankevækkende blogindlæg der stiller spørgsmålstegn ved hele dagligdagen.

“Hvorfor fatter vi ikke alt det gode vi har – før vi har mistet det? Og selv om hverdagens trivialiteterne tynger dig – endda med god grund – så overvej om det er alle ærgelserne værd? Eller om du burde glæde dig over selv de sure ting?”

Det var lidt af en øjenåbner for mig der slet ikke benytter denne blog til at glæde mig over de sure ting – tværtimod er det bare det ene mugne og mavesure indlæg efter det andet. Måske man i stedet skulle blogge om alle de skønne oplevelser i den københavnske trafik – oplevelser der ligger lige uden for døren – hvis bare man åbner den og bevæger sig derud.

>Tæt ved Vesterport var en bil lige ved at køre over mine fødder i eftermiddags. Der var grønt for mig.

Jeg hævnede mig umiddelbart efter ved at gå over for rødt, så nogle andre biler måtte vente.

>Bildækkene afgav en svag duft af fyrværkeri da to patruljevogne passerede mig med udrykning og i høj fart på grænsen mellem Østerbro og Hellerup.

Og lidt senere, da jeg selv nåede frem til stationen, holdt de parkeret sammen med en tredje ude ved busholdepladserne. Nu ved jeg ret beset ikke med sikkerhed hvad det handler om, men jeg føler mig ganske overbevist om at der må være tale om en glemt taske, pose eller kasse i et tog.

Hvis jeg en dag støder på en herreløs taske i et tog, åbner jeg den på stedet og lægger iPod’en, bladene, vanterne og mobiltelefonen ud på gulvet i håb om at statsbanerne og ordensmagten dermed ikke behøver aflyse tre toglinjer i fire timer med fem forskellige forklaringer.

>En ung mandlig cyklist opførte sig helt utilgiveligt i den nordlige del af Artillerivej for et par timer siden. Han skænkede det åbenlyst ikke en tanke at der kunne være andre cyklister på cykelstien, så da jeg forsøgte at overhale ham, slingrede han tankeløst over mod venstre side af cykelstien, så jeg ikke bare måtte bremse op, men også køre ud i den alleryderste venstre side af cykelstien hvor der lå ikke så lidt grus. Det var uendeligt irriterende.