>De københavnske pendlere har krav på en forklaring. Et forholdsvist meningsløst syn har nu mødt dem to morgener i træk: på Københavns Hovedbanegårds spor 5 & 6 er jeg klokken 8:01 kommet løbende ned ad rulletrappen så hurtigt jeg kunne og er nået frem til perronen – for så blot at vende om på stedet og spæne op igen. Hvorfor denne Sisyfos-agtige sport?

Sagen er at mit S-tog de sidste to morgener har været mere forsinket end sædvanligt, og jeg er derfor – som normalt – løbet fra spor 11 & 12 til spor 5 & 6. Men vel vidende at jeg muligvis ikke ville nå mit foretrukne Intercity-tog 8:00, har jeg orienteret mig på afgangsskærmene oppe i hallen – som begge gange har vist at toget endnu ikke var kørt. Nede på perronen har jeg imidlertid erkendt at dette var aldeles usandt, da jeg ikke engang har kunnet se toget forsvinde i horisonten.

Men hvorfor så løbe op igen? Her vil den årvågne pendler have bemærkt en subtil drejning af mit hoved til højre – over mod spor 7 & 8. I skuffelsens øjeblik har jeg haft overskud til at konstatere at min alternative afgang 8:04 allerede er ankommet til perronen på spor 7 – og jeg er derfor resolut og med usandsynlig hast vendt om. Jeg har alene min enestående beslutningsevne at takke for at jeg begge morgener nåede afgangen 8:04.

Dette er sandheden om det tilsyneladende uforklarlige fænomen.

>… det sker. (tak for link)

>Da jeg denne morgen kom til stationen med et tog fra den modsatte retning, til en anden perron, og en halv time tidligere end normalt, gik det op for mig hvor lidt der skal til for at knuse min tynde skal af pendlerrutine.

>Taxachauffør: Hvaskatamahadava?
Cyclone Bill: Hvad siger du?
Taxachauffør: Ja.

>Nej, det er rigtigt, det er nemlig ikke passagererne der råber. Det er togførerne. I dag råbte hun: “Gå så ind for helvede” efter en passager der åbenbart stod i døren og spærrede. Imens togføreren var gået ud for at råbe, nåede endnu en mand ombord på toget – og ud fra hans udtale af de gentagne “yes, yes, yes, yes” at dømme var han svensker.

>Jeg er blevet gjort opmærksom på at Trafikhad er søgeresultat nr. 1 ved Google-søgning på dette ord. Jeg ved ikke hvem der leder efter den slags, eller hvad de forventer af finde, for den sags skyld. Men jeg ved at otte mennesker denne måned har fundet frem til min blog ad den vej, og jeg vil gerne benytte lejligheden til ikke at byde disse stygge mennesker velkommen.

>Som pendler når man et punkt hvor man begynder at genkende sin medrejsende. Først en enkelt eller to, så et par stykkere mere, og pludselig kan man nærmest skelne de faste passagerer fra de løse.

Nu er pendlere som før nævnt så absolut at foretrække frem for de usikre, støjende og krævende lejlighedsrejsende. Men alligevel findes der også blandt pendlerne mennesker hvis opførsel er helt uacceptabel.

Men som anstændighedens vogter nr. 1 tror jeg nok at det er bedst ikke at skrive om mine faste medrejsende her. Det er ellers fristende nok – men måske det overskrider en eller anden grænse? Eller hvad?

(Jeg havde fx overvejet at skrive om en mand som jeg ofte bemærker på grund af en ganske forfærdelig hovedbeklædning – men nåede heldigvis ikke at gøre det før jeg en dag mødte ham i kantinen på mit arbejde.)

>Efter at jeg havde opdaget at spillemanden med harmonikaen på stationen fakede og at hans fingre slet ikke fulgtes ad med den musik der kom ud af højttaleren, og efter at en DSB-mand havde anråbt en “tyveknægt” og tilkaldt politiet, og efter at min boglæsning i S-toget var blevet regelmæssigt forstyrret af sliddersladrende gymnasiepiger hvis talestrøm kun blev afbrudt momentant når deres mobiltelefoner ringede, og efter Intercitytoget pludselig var erstattet af et Øresundstog, og en mand i gul vest råbte at det rigtige tog holdt på samme spor, bare længere nede, og efter en kvinde med skælvende stemme annoncerede i togets højttalersystem at den passager som havde købt et klippekort til Århus, skulle henvende sig “på øh perronen” fordi hendes betaling var blevet afvist – da kulminerede alle morgenens pinsler i et langstrakt festfyrværkeri af ubehag: toget satte i gang, og jeg stod ved siden af en mand som forsøgte at læse avis mens han støttede sin paraply mod lænden, hvilket naturligvis er umuligt i et tog der konstant bremser op på grund af nedslidte skinner, og han måtte konstant korrigere paraplyens position, og hver eneste gang rørte hans arm min arm.

>I går oplevede jeg at tre forskellige tog, der alle stod opført på afgangsskærmene som tre minutter forsinkede, reelt var 6-7 minutter forsinkede. Det er selvfølgelig en anelse irriterende når man står der i støvregnen og gætter på om man så misser sit forbindende tog i den anden ende. Men (nu tager jeg den alvorlige mine på) det betyder også at DSB’s egen statistik bliver misvisende. DSB beregner løbende hvor mange af deres tog der kommer for sent:

Et tog er defineret som rettidigt, når det er ankommet til en registreringsstation med mellem 0 til 5 min. og 59 sek. forsinkelse.

Så er det jo ikke så mærkeligt at DSB så tit lige skærer et par minutter af forsinkelsen. Gad vide hvordan statistikken havde set ud, hvis det var nogle andre end DSB selv der målte rettidigheden?

>Det er helt legitimt at spørge mig om et givent tog kører til Aalborg, men lad være med at indlede samtalen med at råbe “mester” efter mig. “Makker”, “chef” eller “kammerat” bør heller ikke anvendes.