>Den hidtil værste hændelse i den ungarske trafik indtraf i går eftermiddags.

Stemningen var allerede spoleret af formiddagens besøg i et traditionelt termalbad – et stort kompleks af bassiner i forskellige størrelser, med forskellige vandtemperaturer og med forskellige former for salte o.l. i vandet. Som det fremgår af denne blog, mener jeg i forvejen at mennesker er dårlige til at koordinere deres bevægelser i forhold til andre mennesker når de færdes mellem hinanden. Dette grundlæggende karaktertræk gælder også ungarere – og det er ærligt talt ikke en formildende omstændighed at de er halvnøgne, kunne jeg konstatere da jeg forsøgte at manøvrere rundt i badeanstalten uden at gnide min krop op ad laskede, blege og behårede mænd og kvinder i alle aldre.

Termalbadet befandt sig i Városliget – ungarsk for Byparken – som jeg umiddelbart efter begav mig ud i. Jeg havde set frem til en stille gåtur i naturlignende omgivelser, men blev uendeligt skuffet.

Parken indeholdt alle de mest utiltalende elementer fra Dyrehavsbakken, 1. maj-arrangementer, Roskilde Festival, Strøget i juli og samtlige byfester i hele Jylland: frastødende madboder, et tykt lag mudder, gennemtrængende støj, tarveligt insisterende støvregn, myriader af irriterende børn, ballonsælgere, en kolossal mand i et lurvet kaninkostume, ubehjælpsomme stande der solgte kasettebånd – og som kronen på Budapests menneskefjendske djævleværk: et panfløjteorkester nøjagtig magen til det på Rådhuspladsen.

Og det der i virkeligheden gjorde dette så ulideligt, var at der var alt, alt for lidt plads til at man bare kunne gå ud. Når man først havde været så ufornuftig at bevæge sig ind på den smalle sti, var man fanget i et frastødende mylder, og den eneste mulighed var at følge strømmen og forsøge at lukke sanseindtrykkene ude indtil det var overstået.

Resten af dagen blev tilbragt indendørs på cafeer med en bog – og en konstant strøm af fadøl til at modvirke et nervesammenbrud.