>I S-toget satte en lille og fantastisk søvnig mand sig over for mig. Han havde knap sat sig ned, før hans krop faldt sammen og hovedet faldt ned på brystet. Jeg prøvede at læse i min bog, men blev igen og igen distraheret af hans gentagne opvågnen og falden i søvn. På et tidspunkt var det ikke kun hovedet der faldt, men hele overkroppen der langsomt bøjedes forover. Til sidst var hans hoved få centimeter fra mit skød, og jeg spekulerede over hvordan andre passagerer ville opfatte scenen. Så vågnede han igen og tog sin telefon frem fra lommen. Men mens han forsøgte at læse noget på den nu åbne klaptelefon, så jeg igen hans skuldre afslappes og hovedet falde forover. Og i løbet af en periode på et par minutter så jeg hvordan telefonen uendelig langsomt gled ud af hans hænder. Til sidst – åndeløs spænding og total afbrydelse af læsningen – slap telefonen hans hænder og ramte gulvet med et afdæmpet klonk. Han vågnede lidt op, prøvede at bøje sig ned, men for at undgå endnu en lur med hovedet på mine lår samlede jeg telefonen op for ham. Han takkede hjerteligt og gav sig til at pudse telefonen i sine meget beskidte bukser. Herefter sov han trygt indtil Vesterport hvor han vågnede, opdagede at han var kørt for langt, steg ud og tog et tog tilbage mod hovedbanen.