>På vej ned af de lange rulletrapper på Kongens Nytorvs metrostation viser folk mere hensyn end normalt og rykker velvilligt til højre, da jeg vil passere. På afsatsen i midten ser jeg et tog holde med åbne døre. Så skal der fart på. I huj og hast videre ned, flere rykker til side, og jeg er næsten nede.

Og dér er det slut med velviljen. En kvinde i pels har stillet sig til venstre, skråt bag en stillestående mand, så jeg må stoppe op og overgive mig til rulletrappens sneglefart. Toget holder der stadig, sekunderne går meget langsomt, damen i pelsen når ned, et sekund efter er jeg nede og springer skråt ind foran manden, løber – og når ind i toget.

Her mødes jeg af overbærende smil. Dørene er stadig åbne, og toget rykker sig ikke. Og mens jeg står der, og ingenting sker, bliver jeg nu en del af flokken der står og ser på flere passagerer der midt på rulletrappen opdager toget, sætter farten op, maser sig forbi hinanden og i beundringsværdige spring når lettede ind i det stillestående tog.