>Jeg sidder i fred og ro med min avis da en ung mand (som jeg tidligere har bemærket på grund af hans kraftige stønnen og pusten efter lige akkurat at have nået toget) sætter sig ved siden af mig – sidelæns, så han ikke behøver tage sin helt fyldte og udspændte skoletaske af. Til gengæld rører den ved min arm. Drengen har hovedtelefoner på og hører tilsyneladende noget musik som han rigtig godt kan lide; han nikker i hvert fald rytmisk, så tasken også hopper i takt og skubber til min arm, så min avis blafrer i takt med musikken. Som prikken over i’et har han spændt en cykelhjelm fast til siden af sin taske, så den slår mod sædet i samme rytme (det kan undgås ved som Nadja at låse den fast til sin cykel).
Kan det blive værre?
Ja!
For tæt ved hovedbanen kommer en flok unge ind i vognen. Den forreste synger “Jeg er så glad for min cykel”. Den næste bærer et banner med teksten “Ungdomshuset bliver”, den næste igen synger en anden sang som jeg ikke kender, den næste har endnu et banner, og sådan fortsætter det til alle 8-10 personer har passeret. Jeg skal af på København H og tvinges til at vente sammen med flokken der nu synger: “Minoriteter er noget rod – vi vil have mursten og blod” (sic). Selv om de er sindssygt irriterende og overdøver Billie Jean i mine hovedtelefoner, må jeg retfærdigvis sige at det a) er imponerende at de har været så tidligt oppe at de kunne køre med deres forældre ind til byen fra Gentofte og at det b) er dejligt at de for en gangs skyld kunne optræde som en samlet gruppe Ungdomshus-sympatisører uden at anrette (fysisk) skade på mennesker eller bygninger.
