>På Christianshavn steg et ægtepar på metroen med hver deres fine skinnende cykel. Det lyste ud af dem hvor tilfredse de var med netop den handling, og bare ved at se på dem i halvandet sekund kunne jeg for mit indre øre høre dem fortælle deres naboer (eller deres voksne børn eller deres kat eller hvem der nu måtte blive offeret) hvor smart det bare er at man kan tage sin cykel med i metroen. De kunne lige så godt have tævet mig i hovedet med et skilt hvor der stod IH HVOR ER VI BARE SNEDIGE OG HVOR ER DET BARE RART AT KOMME LIDT UD SELV OM MAN IKKE ER HELT UNG LÆNGERE.

(Sådan ser jeg altså ikke ud når jeg har min cykel med i toget. For det første ser jeg gnaven ud, for det andet foregiver jeg at det skam er noget jeg gør hver eneste dag, og for det tredje lykkes det mig faktisk at tøjle min angst for at den vælter.)