>

Disgruntled Commuter skrev for nogle dage siden et interessant indlæg om yndlingssæder i toget. Det har fået mig til at indse at også jeg har en yndlingsplads – og til at overveje hvilke faktorer der gør ét sæde i hele toget til det helt rigtige:

• Vognen: placeringen i forhold til hele togets længde er uden tvivl det mest afgørende parameter. Afhængigt af a) hvor man står på og b) hvor man står af – vil der være en bestemt ende af toget som giver den kortest mulige transport til fods på perronen for at komme til og fra stationens udgange. (Her skal for en ordens skyld nævnes det ikke attråværdige alternativ at vælge en tilfældig placering i toget og så trave gennem hele toget når man nærmer sig destinationen for at spare tid. Dette skaber uendelig irritation på linje med pensionisters blodprop-afværgende spadseren på midtergangen ved langdistanceflyvninger. Ulideligt og utilrådeligt.)
• Sædetypen: buspladser (dobbeltsæder på striber) eller firesæders-familiepladser? En klassisk dødssynd er når én tyk mand sætter sig på de sidstnævnte og dermed forhindrer større grupper i at sidde sammen. Mange anser ganske vist firesæders-pladserne for at være særligt attraktive pga. øget benplads, men selv foretrækker jeg dobbeltsæderne. Dels fordi risikoen for at komme til at dele med andre er mindre, dels fordi det skaber det bedste rum for morgenens avislæsning. Hvis jeg forsøger at læse en broadsheet-avis på et firepersoners-sæde, vil mine øjne lige over avisens kant møde mine medtrafikanters, hvilket giver en ubehagelig følelse af nærhed. På buspladser stirrer jeg bare ind i andre pendleres nakker (og skaber, indrømmet, sikkert en vis irritation ved at knitre med avisen i deres nakkehår).
• Togets side: det er også vigtigt at tage stilling til højre og venstre i toget. Her spiller to ting ind: hvis det er solskin, må man tage højde for verdenshjørnerne og ønsket om at sidde i sol eller skygge. Desuden arbejder rutinerede pendlere også med beregninger af i hvilken side flest passagerer stiger på undervejs og dermed hvordan man bedst muligt undgår selskab fra andre.
• Særlige features: moderne tog er delt ind i en lang række forskellige sektioner: ryger / ikke-ryger, hvilepladser, rejsende med dyr, familiepladser, første klasse og ikke mindst de såkaldte flexrum med kaffeautomater, cykelparkering, barnevognspladser og ekstra bagageplads. For den daglige pendler er de helt ordinære sektioner som regel at foretrække, da de særlige pladser ofte anvendes af urutinerede rejsende som til enhver tid er mere irriterende.
• Faste plageånder: endelig spiller de tilbagevendende medtrafikanter en betydelig rolle. Jeg citerer Disgruntled Commuter: “But there’s a problem with favourite seats – other people tend to have them too. In some cases this can lead to an unhealthy contention, a bit of jostling at the doors, sharp suited commuters racing each other down the aisle and elbowing little old ladies aside in their rush to be first for the prize.” Her må man altså tage stilling til om det bedste sæde er den daglige kamp værd (det er det som regel).