>Efter at jeg havde opdaget at spillemanden med harmonikaen på stationen fakede og at hans fingre slet ikke fulgtes ad med den musik der kom ud af højttaleren, og efter at en DSB-mand havde anråbt en “tyveknægt” og tilkaldt politiet, og efter at min boglæsning i S-toget var blevet regelmæssigt forstyrret af sliddersladrende gymnasiepiger hvis talestrøm kun blev afbrudt momentant når deres mobiltelefoner ringede, og efter Intercitytoget pludselig var erstattet af et Øresundstog, og en mand i gul vest råbte at det rigtige tog holdt på samme spor, bare længere nede, og efter en kvinde med skælvende stemme annoncerede i togets højttalersystem at den passager som havde købt et klippekort til Århus, skulle henvende sig “på øh perronen” fordi hendes betaling var blevet afvist – da kulminerede alle morgenens pinsler i et langstrakt festfyrværkeri af ubehag: toget satte i gang, og jeg stod ved siden af en mand som forsøgte at læse avis mens han støttede sin paraply mod lænden, hvilket naturligvis er umuligt i et tog der konstant bremser op på grund af nedslidte skinner, og han måtte konstant korrigere paraplyens position, og hver eneste gang rørte hans arm min arm.