>Først nede i den klamme ende af Strøget, klokken fire i nat. En høj kvinde i trediverne væltede adskillige meter bagover, og det lød som om hovedet slog ned i asfalten. Det var en lille og meget aggressiv dørmand der skubbede hende.

Og så, fem minutter senere fandt jeg min cykel ovre ved Dagmar, udsat for en lignende behandling. Det var muligvis selvsamme dørmand der var løbet hen og havde givet den et ordentligt skub, så den lå på asfalten og kiggede op i støvregnen.

Noget ved gearet var gået løs, og forlygten – som ellers er skruet på og sidder der permanent – var blevet slået af. Batterierne indeni var forrykket, så jeg måtte åbne lygten med en nøgle og skubbe dem på plads, før den kunne lyse igen.

Jeg ved ikke om kvinden også havde nogle batterier i hovedet der gik løs, og om hun måtte cykle hjem med sit hovede i hånden, ligesom jeg akavet måtte køre med den løsrevne lygte i venstre hånd, mens jeg prøvede at styre cyklen uden at styrte omkuld.