>Sigrid skrev for nylig et harmdirrende indlæg om knallerter, og det fik mig naturligvis til med det samme at rette et øget fokus mod dette uværdige transportmiddel. Allerede i dag stødte jeg på én af dem og begyndte straks at lede efter fejl ved dens fart, lyd og almindelige opførsel.

Inden jeg nåede så langt, var knallerten imidlertid ved at blive kørt over af en lille rød bil som helt uretmæssigt drejede til højre uden at ænse den uskyldige knallert der bare skulle ligeud.

Jeg overvejede kort om jeg skulle vise min tolerance ved at sende bilisten en god gammeldags fuckfinger, men inden jeg traf en beslutning, blev knallerten igen udsat for trafikal chikane. En turistbus var kørt alt for langt frem og gjorde det umuligt for ham at passere uden at køre ud i den stærkt befærdede vejbane.

Kort efter nåede jeg også hen til bussen, og da jeg med megen møje og besvær slap udenom, lavede jeg en klassisk italiener til chaufføren. Han svarede igen med et selvsikkert smil og en gestus der syntes at sige: “hvad kan jeg gøre?”

Bagefter følte jeg et sært og aldeles uventet sammenhold med knægten på knallerten. Gad vidst om det er den ske der gør mig blød om hjertet?