>Søndagsåbent i Irma; ikke et øje. Alligevel gik det galt.

Manden i hawaiiskjorten stod midt på gangen og kiggede på morgenmadsprodukter. Jeg skulle forbi og styrede til venstre for ikke at blokere hans cornflakes-udsyn. Han holdt sig midt på gangen, men bevægede sig nu sidelæns i samme retning som mig. Han var interesseret i Frosties nu.

Her anede jeg allerede katastrofen. En opsats med marmelade stak ud til venstre ved enden af gangen. Jeg satte farten op i et forsøg på at nå ind mellem opsats og hawaiiskjorte inden han nåede så langt. Forgæves, erkendte jeg. Jeg bremsede ned og skiftede strategi: jeg ville gå højre om.

Nu hørte jeg Irma-medarbejderens hastige skridt bag mig. Han styrede hurtigt og sikkert til højre om manden og annullerede derved min nødplan. Jeg var nu gået i stå ved marmeladen og kunne ikke komme videre, og manden i hawaiiskjorten stod stille. Han ville tættere på pakkerne med Frosties, men kunne ikke komme til – Irma-medarbejderen var næsten fremme.

Og så skete det. Jeg måtte vente halvandet sekund på at Irma-medarbejderen havde passeret hawaiiskjorten, at hawaiiskjorten kunne nærme sig sin morgenmad, og at jeg endelig kunne komme videre. Ned til mælken.