>Her ville jeg egentlig have berettet om manden med barnet på styret som ved Trianglen trak ud for at overhale uden at se sig for og var tæt på at sende sig selv, sit barn og mig i asfalten. Men jeg undlader – da en fin lille oplevelse tog al min opmærksomhed.
På Øster Farimagsgade cyklede jeg for en stund lige bag ved en ældre herre der i ro og mag trillede derudaf mens hans i ny og næ røg på en ikke helt almindelig cigaret. Jeg måtte tage flere dybe indåndinger af røgskyen bag ham før jeg var sikker på at det ikke bare var tobak.
I nogle få minutter derefter syntes jeg at kunne mærke den blide varme i kroppen. Endelig har en af Christianias bedre opfindelser bredt sig til de hårdt prøvede Farimagsgader.