>Information wants to be free. Således også når det gælder dokumentationen af trafiksynder – og det er mig en stor fornøjelse at kunne præsentere et udpluk af blogs der tager trafiktruslen fra vores egne medmennesker alvorligt:
- Trafikkaos – fra Nørrebros runddel til Nørreport. En dansk blog der udelukkende handler om bloggerens dårlige trafikoplevelser. Et fint træk er at alle indlæg afsluttes venligt af et spørgsmål til læseren der opfordres til at kommentere. Trafikkaos rapporterer primært fra Nørrebrogade.
- Fru Greens Gemak – (kategori: trafikbrok). Egentlig en almindelig all-round-blog, men med en efterhånden omfattende sektion med helhjertet skældud over andre trafikanter. Bloggeren gør i øvrigt et prisværdigt (og i blogosfæren sjældent) forsøg på at levere kvalificeret og nuanceret brok. Fru Green rapporterer primært fra området omkring Damhussøen og strækningen til København. (NB: Anbefalingen af Fru Greens Gemak omfatter på ingen måde hendes kategori ‘katte’.)
- Disgruntled Commuter. Vel nok min personlige favorit. Denne brite er rigtig vred, og det er han hver evig eneste dag. Faktisk lover han højtideligt på ‘about’-siden at han vil skrive noget surt samtlige arbejdsdage, og at han ikke vil forfalde til at blogge om sjove Google-søgninger der har bragt folk til hans blog (æv, den sved). Disgruntled Commuter rapporterer primært fra strækningen mellem London og forstadsstationen Vauxhall.
Og så er der heldigvis alle de andre bloggere der bare skriver om trafik i ny og næ. Se fx her eller her.
Update 7. juli: …eller her.