>Entydig kommunikation

>

Intercitytog 860 mod København H med forventet afgang fra Roskilde station 22:26 var forsinket. Vist nok. Ifølge højttalerudkald var det forsinket 35-40 minutter. Ifølge skærmene var det på samme tidspunkt dels aflyst, dels forsinket 33 minutter. Og ifølge et andet skærmbillede ville det afgå som forventet – og endda ankomme til stationen allerede 22:24.

Hvad der i virkeligheden skete med IC 860, ved jeg ikke – jeg tog det næste tog der kun var forsinket “tre” minutter (ifølge skærmen – i realiteten otte minutter).

Endelig fremme på København H skulle jeg videre med S-tog. Første mulighed var et tog til Østerport (uden stop mellem Hellerup og Lyngby, stod der – jo tak!). Jeg ventede på det næste tog som gik mod Hillerød – tror jeg i hvert fald, for det lille farvede ikon med bogstav viste ganske vist ikke det tilsvarende blå A, men et grønt B.

Jeg læste for nylig i Ud & Se at DSB netop nu arbejder på at informere mere og bedre. Det første vil jeg ikke umiddelbart bakke op om. Men jeg vil ønske statsbanerne held og lykke med det andet – og er sikker på at de går til opgaven med den allerstørste alvor.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *