>Jeg har allerede omtalt både de visuelle og auditive midler man som trafikant kan benytte for at vise omverdenen sine følelser, men de seneste par dage har budt på en række oplevelser der får mig til at vende tilbage til det første: gestik, mimik – og fravær af samme.

Lad os starte med jeg-tror-ikke-mine-egne-øjne-fjæset. I går var der fodboldkamp i Parken – en begivenhed jeg som nævnt ikke ser med udpræget milde øjne på. Et par kolde øl havde dog gjort mig mild og venlig, og derfor satte jeg mig generøst for at lade en af de ellers så irriterende fodboldfans krydse Østerbrogade. Først sagtnede jeg farten. Han blev stående på den lille ø af brosten i midterrabatten. Jeg bremsede endnu mere op. Han blev stående. Jeg var nu nødt til at sætte en fod ned på jorden for ikke at vælte. Og netop da sendte han mig det nævnte blik for at signalere at han stadig ikke var helt sikker på om jeg nu ville lade ham slippe over. Der skulle en håndbevægelse fra min side til at forsikre ham om at jeg ikke havde tænkt mig at køre direkte ind i ham så snart han bevægede sig ind på cykelstien.

I dag var jeg i Hellerup vidne til en dybt usympatisk kom nu-gestik fra en mandlig bilist. Han havde øjensynligt travlt med at dreje af, men var tvunget til at vente på to cyklister som skulle passere afkørslen først. Korte, skubbende og utålmodige bevægelser med en flad højrehånd signalerede at de skulle skynde sig væk. Jeg vedgår at den grundlæggende utålmodighed er en hjørnesten i et sundt trafikhad, men her var den rettet mod en absolut uskyldig forhindring – de to cyklister var på ingen måde irriterende og kørte pæne 20 km i timen op ad bakke.

Senere på samme tur var min egen mimik muligvis lige lovlig let at afkode. Ved søerne kom en ung og velproportioneret mulatpige i stram hvid bluse gående i modsat retning. Først efter adskillige sekunder ænsede jeg mit eget fascinerede smil – der egentlig ikke var rettet direkte mod hende, men nærmere var en slags spontan, lykkelig modpol til negerarmen.

På vejen hjem – i en kølig regn der helt klart hører hjemme i april – var der en mand der ved sit ydre gjorde al gestik og mimik unødvendig. Han havde et kollossalt overskæg der ved sin stritten langt ud til begge sider med al tydelighed indikerede at han var en kæmpe idiot, og at man derfor skulle holde afstand. Det gjorde jeg så.

Til sidst må jeg nævne en situation hvor mit eget kropssprog spiller en stor rolle. På den yderste del af Østerbrogade tyndede det ud i aftentrafikken. Jeg holdt et kort øjeblik op med at træde i pedalerne, strakte det ene ben helt ud og løftede derved den venstre balle lidt. Der var ikke tale om en egentlig strategi, men min krop må på et ubevidst niveau have anset dette for denne optimale stilling; jeg skulle slå en prut. Det gjorde jeg, den var aldeles hørbar, og i samme sekund blev jeg overhalet. Til mit store held var det en mand med høretelefoner på, og det forekommer mig usandsynligt at lyden er trængt gennem musikken – men jeg er imidlertid bange for at mit kropssprog har været helt entydigt.

Nå. Godt det ikke var mulatpigen fra søerne der overhalede mig.