>Fredag aften bød – ud over alle de traditionelle trafikale nederdrægtigheder (herligt indigneret beskrevet her, tak for linket til fru Green) – på et interessant studie i undskyldende og forurettede trafikanters mimik og gestik.
Da jeg sidst på eftermiddagen med nypumpede dæk netop havde sat kurs mod byen, trådte en mand halvandet skridt ud på cykelstien for at krydse vejen – uden at se sig for. Da han opdagede mig, trådte han tilbage på fortovet og flashede mig det mest fesne, drengede smil (han har givetvis på et tidspunkt i sit liv fået at vide at hans smil var “afvæbnende” – yuck!). Jeg var for overrasket over den upassende og overdrevne kammeratlighed til overhovedet at fortrække en mine.
Kort efter – mens jeg stadig kørte og forbandede drengesmilet – skulle jeg gennem en rundkørsel hvor jeg aldrig rigtig føler at bilerne har fattet at der også kører cykler. Så skete det som jeg har ventet på længe: fra den vej hvor bilerne kører hurtigst, var der en bil der ikke så mig. Vi ramte lige akkurat ikke hinanden, for jeg så at hun ikke så mig, og da hun så mig, var jeg allerede bremset ret meget op, og så bremsede hun også. Men ud af munden på mig fløj et helhjertet “for helvede!”, og hendes gestik var slet ikke til at tage fejl af. Øjnene blev lukket, hovedet blev sænket, og hænderne blev taget op foran ansigtet. Men da hun fjernede hænderne igen og åbnede øjnene for at se om undskyldningen blev accepteret, var jeg kun i stand til at vise en gestus jeg kalder negerarmen.
Negerarmen er en arm der flyver i vejret, ikke som når en elev kan svare på et spørgsmål, men med håndfladen halvvejs opad; som en dybt frustreret person der påkalder sig guderne som vidne på den uretfærdighed der bliver begået. Navnet kommer sig af at jeg så en virkelig sej neger gøre netop denne bevægelse på Østerbrogade engang, og det overbeviste mig én gang for alle om at den klassiske, tyndslidte fuckfinger som udtryk for ægte vrede er magtesløs over for negerarmen.
Senere var det mig selv der måtte ty til undskyldende gestik. På Christianshavn kom jeg til at køre over for et lys der nok var mere rødt end gult, og jeg prøvede at forme et “undskyld” med munden til den buttede pige der allerede (med god ret) var på vej ud i fodgængerfeltet, men trådte et skridt tilbage for at lade mig komme forbi. Om hun opdagede eller accepterede min undskyldning, var svært at se, for på trods af skumringen havde hun meget store og sorte solbriller på.
Og meget senere – efter jeg havde passeret ikke én, men to Fona-forretninger hvor ukuelige “jeg-ligger-gerne-i-kø-om-natten-for-at-give-690-kroner-for-at-se-Madonna-i-fucking-Horsens”-mennesker havde belejret fortovet – og efter den obligatoriske Farimagsgade-christianiacykel havde allieret sig med en utålmodig højredrejende taxa og en fuld fodgænger på cykelstien for at gøre det svært for mig at komme forbi – var der to piger der prøvede at slutte sig til en stor gruppe gymnasieelever på den modsatte side af Strandvejen. De stod på cykelstien da jeg i stille og roligt tempo nærmede mig, og en af dem udbrød spontant og højt et “Uuuh!”. Her var gestik ikke nok, og tilbage vrængede jeg et hånligt “Uh! Uh!” – som øjeblikkeligt affødte et “Arj, så slapper vi lige af.”
Denne aftens bedste gestik og mimik oplevede jeg fra en hund der kom til at træde ud på cykelstien på Fælledvej først på aftenen. Dens ejer tøvede ikke med at hive i snoren og fløjte vredt af den, og hunden reagerede prompte ved at vende tilbage til fortovet med bøjet hoved.