>På en meget regnvåd cykeltur i morges fulgtes jeg længe – og ufrivilligt – med en meget ihærdig mand der tilsyneladende kun havde ét gear på sin cykel. Han cyklede for så vidt hurtigere end mig, men jeg indhentede ham hver gang vi nåede til et rødt lys. Og når der så blev grønt, accellererede han ualmindeligt langsomt i et meget højt gear. På den måde kørte vi længe og skiftedes til at overhale hinanden, og hans skriggule regnjakke flåede mine stille morgentanker i stykker hver eneste gang.

Og i eftermiddags på Østerport steg en ret tyk og afsindigt irriterrende kvinde på netop mit S-tog og valgte netop min vogn og gik ind i netop min kupé og satte sig på netop mit sæde. Jeg så til min lettelse at hun placerede en stor taske mellem os, men den viste sig at indeholde hendes strikketøj og store mængder tilbehør som hun åbenbart skulle bruge hele tiden. Hun var ikke særlig dygtig til at bedømme afstande, så hver gang hun rakte ned i tasken for at tage en strikkepind eller lidt garn, eller for bare at sikre sig at den var lukket, eller åben, eller hvad hun nu lige havde lyst til – hver gang stødte hun ind i min venstre arm som holdt den artikel som jeg forgæves prøvede at læse.