|
Bragt i RetorikMagasinet nr. 41, september 2001. Blev også bragt under titlen ”Memen tar ordet” i det svenske RetorikMagasinet, nr. 12, december 2001 og på kommunikationsforum.dk, september 2002. Memerne tager ordet Memetikken går ud på at opfatte kultur som virus. Teorien har sine rødder i biologien og har derfor nogle helt andre vinkler på kommunikation end retorikken — og byder blandt andet på en genopfindelse af det klassiske topos. Af Anders Due Ideer, tanker og teorier; holdninger, politiske budskaber og ideologier; opskrifter, vaner og melodier. Alt sammen omfattes af memetikken, en teori om kulturel evolution med udgangspunkt i Darwin. Hvad er et mem? Ethvert kulturelt element der reproduceres ved efterligning, er et mem. Sådan definerede Dawkins det i 1976, og denne definition bruges stadig. Det vil sige at et mem kan være instruktioner som reglerne til Ludo eller opskriften på tomattærte. Det kan være temaet til Jeopardy eller det at gå i sort tøj. Men det kan også være holdninger som at stearinlys er hyggelige, at atomkraft er godt, eller at form og indhold ikke kan adskilles. Når mange memer er samlet og udgør en helhed, taler man om memeplexer. Det kan være større ideologier, religioner eller livsopfattelser. Og endelig har vi det enkelte menneskes identitet som består af alle de memer der findes i personens hjerne — i moderne memetik kaldes det for ’selfplex’. Nu kunne man tro at alle tanker er memer, men det er de ikke. En tanke eller en ide skal replikeres for at være mem. Hvis det ikke er blevet imiteret, er det ikke et mem. Selverfaren lærdom, mange følelsestilstande og rene stimulus-reaktioner falder derfor udenfor definitionen. Eksempelvis er måden man cykler på, ikke et mem. Man kan ikke lære at holde balancen ved at se andre gøre det eller ved at få det forklaret. Til gengæld er selve det at man overhovedet finder på at sætte sig op på en cykel, et mem. Memetikken omfatter altså en meget stor del af alt det der foregår når mennesker omgås. Netop det er både memetikkens svaghed og styrke. Teorien er forholdsvis let at forstå fordi den er så simpel i sin definition, men teoriens omfang gør også at den fx implicerer en fuldstændig fornægtelse af ’jeg’et. Jeg vil her se på hvad det kan betyde i et retorisk perspektiv, men først er der et par ting der skal slås fast om memerne. Mutationer Reproduktionen foregår efter Darwins teorier: Memet vil, ifølge sin natur, forsøge at reproducere sig selv så ofte som muligt. Ligesom med genet er der selvfølgelig ikke tale om en egentlig vilje, men nærmere et naturgivent levevilkår. Vira spreder sig så meget de kan, og det gør memer også. Og det er de stærke memer der får lov at blive efterlignet igen og igen. Som med gener kan der ske mutationer, små ændringer i memets indhold. Hvis ændringen gør memet stærkere, vil det vinde indpas, og det vil blive endnu mere udbredt end før. Hvis det nye, muterede mem derimod bliver svækket af ændringen, vil det hurtigt uddø, fordi det ikke vil blive reproduceret — survival of the fittest. Som eksempel kan man tage memet der dikterer at man kommer smør under spegepølsen. Det er et meget stærkt mem som har eksisteret længe, og som langt de fleste danskere har i deres selfplex. Vi kan nu forestille os at nogen finder på at bruge Nutella i stedet for smør. Men denne mutation er uheldig; memet svækkes kraftigt og vil ikke brede sig — der er nemlig ikke nogen der vil imitere fusionskokken, for det smager ikke godt. Det selviske mem
Det radikale for memetikken er at memerne kun udbredes til gavn for dem selv. Her støtter memetikken sig til Dawkins’ genteori hvor gener reproduceres til gavn for dem selv og ikke for hele organismen. De memer som et menneske lægger hjerne til, er ikke nødvendigvis gavnlige for bæreren. Der er masser af eksempler på memer som er overflødige, men som alligevel er ekstremt udbredte. Det er jo ikke ligefrem nødvendigt for et menneske at synge "Smuk som et stjerneskud", men alligevel var melodien på alles læber for et års tid siden. Den er nemlig et stærkt mem — blandt andet fordi den vandt grandprix’et. På den måde gør memetikken op med biologiens urokkelige tro på at alting kan forklares genetisk ud fra en nytteværdi i forhold til artens eller organismens overlevelse. Og det giver også en anden forklaring på det retorikere altid har argumenteret for: Følelsernes afgørende rolle i kommunikation. Patos-appeller er ekstremt stærke memer. Det er ligegyldigt om man burde kunne vinde en valgkamp udelukkende ved at bruge logos-prægede ”saglige” argumenter — for det er de stærke patos-memer der spreder sig. Men selv om der principielt set ikke er nogen garanti for at de memer man bærer rundt på, er gavnlige for én selv, så er det imidlertid tit tilfældet. Succesfulde membærere bliver nemlig oftere efterlignet end svagere personligheder. Det er for eksempel svært at forestille sig at opfinderen af Nutella-/spegepølsemadden er en prestigiøs trendsætter - det virker mere nærliggende at han bare er en eneboer der keder sig. Man forventer at det er gavnlige memer der har været med til at give en succesfuld person sin status, og derfor vil man meget oftere imitere sine idoler end de mennesker man tager afstand fra. Man knytter stærke memer til succesfulde personligheder og omvendt. Publikum ser rent intuitivt på om afsenderen virker succesfuld og bedømmer så om hans memer er værd at reproducere. Den klassiske retorik har et udtryk: ”topos” der er betegnelsen for et sted i en fælles bevidsthed som taleren kan henvise til. Memer kan sagtens opfattes som topoi. Et mem er per definition kun et mem hvis det er blevet reproduceret ved imitation, så ethvert mem må i en kommunikationssituation også være et ’fælles sted’: et topos. På den måde kan memetikken være med til at forklare hvordan afsenderens ry og troværdighed kan være afgørende for - og afhængig af - hans topoi i en kommunikationssituation. Menneskets eller memets intention Memetikken kan derfor ses som en — for memetikere ubevidst — genopfindelse af toposlæren hvor topoi nu defineres på et mere naturvidenskabeligt og rationelt grundlag. Men der er dog en afgørende forskel i definitionen på et mem og et topos, nemlig intentionen bag.
Men ifølge memetikken er ”selvet” — menneskets identitet som selvstændig og fri enhed — en illusion, et usædvanlig stærkt mem, men stadig kun en illusion. Vores ”jeg” er vores selfplex, og det er som sagt bare summen af alle de memer der har haft styrke nok til at tilkæmpe sig en plads i vores hjerne. Og kan denne tilfældige samling af selviske memer overhovedet have en hensigt? Lad os tage denne artikel som eksempel og se på hvad henholdsvis retorikken og memetikken siger om hensigt i kommunikationen. Retorik vs. memetik Ifølge retorikken har jeg en helt klar intention med min artikel om memetik. Jeg har læst bøger og artikler om emnet, jeg synes det er spændende, og jeg vil derfor sprede kendskabet til Dawkins’ teori. Derfor vælger jeg at skrive en artikel hvor jeg introducerer teorien. Her ridser jeg nogle punkter op hvor memetikken supplerer retorikken, men peger også på nogle memetiske principper som står i skarp kontrast til retorikken. Jeg henviser med andre ord til nogle steder i den fælles bevidsthed (retorik-topoi og memetik-topoi) hos læserne i håb om på den måde at kunne give retorikinteresserede en anden vinkel på bl.a. intentionalitet end den klassiske. Men ifølge memetikken har jeg ikke nogen intention — for ”jeg” er en illusion. Det er derimod memetik-memet (eller memetik-memeplexet) der er i gang med at reproducere sig selv. Siden memet opstod som en mutation af gen-memet (tanken om genet), har det bredt sig til mange hjerner verden over, og nu er det så mig der er offer for memetik-memets kyniske udnyttelse. Memet styrkes af samspillet med de andre memer i mit selfplex, og nu har det en chance for at reproducere sig selv igen. Ifølge memetikken ligger intentionen altså hos memet, og ikke hos memets bærer. På den måde kan man godt se memet som en genopfindelse af retorikkens topos, selv om det nok ikke var pointen med at udvikle teorien. Med darwinistisk overlevelseslære og imitation som forudsætning får toposet et videnskabeligt fundament. The missing link? Nogle har kaldt memetikken for ”the missing link” mellem biologien og kulturen, men det er nok en overdrivelse. Memetik er næppe den endelige kulturteori. Selvopofrelse er et af de fænomener som biologer har meget svært ved at begrunde. Hvordan kan en holdning der kan medføre døden, være gavnlig? Ifølge memetikken ER den gavnlig, bare ikke for den som bærer den, men for sig selv. Martyrens memer reproduceres i massevis. I ”The Meme Machine” bruger Susan Blackmore også memetikken til at motivere bl.a. menneskets meget store hjerne og udviklingen af sproget. På den måde har memetikken som teori nogle implikationer som går langt ud over sit eget fagområde. Dette er så både en styrke og en svaghed for teorien. For som nævnt udelukker definitionen af memet også nogle væsentlige tanker og følelser, og det harmonerer ikke med at teorien ellers er så universel og omfatter det meste af hvad der foregår mellem mennesker. Memetikken har også en masse helt konkrete konsekvenser som meget få vil acceptere. For eksempel implicerer den opfattelsen en total skæbnetro, og det er der ikke mange der vil godtage. Hermed ikke sagt at det er forkert, men det vil i hvert fald kræve en grundig argumentation at få nogen til at tro på at disse memer er bedre at bære rundt på end dem vi har nu. Set som memeplex kan memetikken altså ikke altid konkurrere med de mere udbredte memer. Men den kan ikke desto mindre give en ny indfaldsvinkel til mange fænomener i hverdagen. Og som retoriker er det under alle omstændigheder værd at overveje om man siger hvad man siger, for sin egen skyld — eller for memernes. Hvis du vil læse mere:
|
|
