>

>På Amager var vi ved at blive kørt ned i et fodgængerfelt. Der var grønt for os, så efter vi havde sprunget for livet, lavede den ene af mine ledsagere en ikke så elegant – men utvetydig – italiener med venstre hånd. Det fik chaufføren til at bremse hårdt op, åbne døren på klem og se udfordrende på os. Hvis vores selvfølelse havde været smallere og vores skuldre bredere, kunne vi nok have fået os en fin slåskamp der.

>

>Jeg har længe været virkelig irriteret over mit ret tåbelige Cyclone Bill-navn. Jeg har tidligere halvhjertet forsøgt at forklare dets oprindelse. Men nu giver jeg altså op. Fra nu af kan man slet og ret kalde mig for Anders.

PS: Skulle der være andre lige så uopfindsomme Anders’er derude i blogosfæren, vil jeg hermed på forhånd undskylde for de eventuelle misforståelser navnesammenfaldet måtte afføde.

>Her ville jeg egentlig have berettet om manden med barnet på styret som ved Trianglen trak ud for at overhale uden at se sig for og var tæt på at sende sig selv, sit barn og mig i asfalten. Men jeg undlader – da en fin lille oplevelse tog al min opmærksomhed.

På Øster Farimagsgade cyklede jeg for en stund lige bag ved en ældre herre der i ro og mag trillede derudaf mens hans i ny og næ røg på en ikke helt almindelig cigaret. Jeg måtte tage flere dybe indåndinger af røgskyen bag ham før jeg var sikker på at det ikke bare var tobak.

I nogle få minutter derefter syntes jeg at kunne mærke den blide varme i kroppen. Endelig har en af Christianias bedre opfindelser bredt sig til de hårdt prøvede Farimagsgader.

>Kender I det? At noget er så ulækkert, skræmmende eller ubehageligt at man får det lidt dårligt af at kigge på det – og alligevel ikke kan lade være? Sådan har jeg det med denne side.

>Ville jeg nå hen til krydset før der blev rødt? Jeg tænkte: jeg begynder ikke at løbe. Jeg tænkte: Hvis jeg begynder at løbe, når der at blive rødt. Jeg gik. Jeg løb ikke. Der var grønt. Der var stadig grønt. Jeg tænkte: jeg begynder ikke at løbe. Der var stadig grønt. Og så – da jeg var helt henne ved krydset – blev der rødt. Jeg ventede længe på der blev grønt igen.

>I går udsatte jeg mig selv for en totimers busrejse fra helvedesstationen Høje Tåstrup og ud i det der vist nok kaldes sommerlandet.

Det lærerige ved turen var at konstatere at den femårige, lyshårede pige formåede at græde, skrige og klage mere end de ti små negerbørn der steg på i Holbæk – tilsammen.

Lad os derfor åbne vore grænser for Afrika; thi dansken er en skrigeballon, og hvis vore børn skal være sorte i hovedet for at opføre sig acceptabelt, så lad dem være i sorte i hovedet!

>På cykelstien skal jeg til at overhale en langsom ældre mand med stråhat da han pludselig sætter farten yderligere ned og rækker den venstre arm ud til siden. Først tager jeg det som en højst upassende gestus der skal indikere at jeg fandeme ikke skal prøve på at overhale ham. Men så svinger han pludselig til venstre – ind foran mig – så jeg må bremse hårdt op og inderhale for ikke at kollidere med ham.

Det viser sig såmænd bare at han ville dreje til venstre for at komme over til en sidegade på den anden side af vejen. Aha! Ja, så er det jo bare med at række hånden ud og dreje, det har man jo lært da man var barn i trediverne – længere er den ikke. Gamle idiot!

>Tæt ved SAS-hotellet på Amager tog en mand fejl af stoplyset; der var grønt for højresvingende biler og rødt for cykler der skulle ligeud. En bil dyttede højt af manden der kørte lige over vejen. Uvidende om sit eget fejltrin leverede manden først en helt perfekt italiener – og derefter en gestus der kaldes Jomfru Ane Gade-tegnet: med håndfladen opad vinker man ind mod sig selv med fingrene for at signalere “du kan bare komme an”. Bilen fortsatte dog inden det kom til håndgemæng.

Eneste skår i glæden over denne tour de force i trafikgestik var den spontane fælleskabssfølelse i gruppen af ventende cyklister (som altså ikke havde misforstået stoplyset) – den skulle åbenbart for enhver pris udmøntes i kammeratlig latter over manden og hans ellers forbilledlige fagter.