>Det lover vel nok godt

>Jamen altså. Første dag i mit nye liv som pendler. Som en anden provinsturist havde jeg taget print fra Rejseplanen, foldet på midten og medbragt som støtte i tilfælde af tvivlsspørgsmål. Og tvivl blev der; toget afgik ikke fra Nørreport som mit A4-ark nytteløst hævdede.

Løsningen: spæn op igen, ned til S-togene, tag det første vestpå, stå af på Kbh H, løb gennem horder af pendlere med søvn i øjnene og kast dig svedig og forpustet ind i regionaltog. (Et regionaltog der i øvrigt viste sig at være helt fyldt, til trods for at det ligesom kørte ud af byen, ikke ind i den.)

Hvor mange uger går der før Cyclone Bill bliver sindssyg? Skal man altid slås for at få en siddeplads når man skal væk fra hovedstaden? Og hvordan er det egentlig at køre bus ude på bøhlandet? Få svar på disse spørgsmål – og mange flere – i den kommende tid her på bloggen.