Ingvild Lothe: Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø (2015)

Ingvild Lothe: Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø (2015)Det her er en af de korteste bøger jeg nogensinde har læst – og en af de eneste der ligger gratis tilgængelig på nettet.

21 korte digte, mere sjove end sørgelige, hurtigt læst og for mit vedkommende også rimelig hurtigt glemt. Men stadig værd at læse igennem engang eller to…

når jeg tenker på damien echols
begynner jeg å gråte. jeg gråter
når jeg ser hester falle om på film.
øynene flyter over på oslo city,
ikea, 11-trikken midt i rush-tida,
men jeg ble ikke noe særlig lei
meg da farfar døde.

Jacob Paludan: Jørgen Stein (1937)

Jacob Paludan: Jørgen Stein (1937)Det her er noget så gammeldags som en dannelsesroman – endda en jeg har læst før – men den er altså god! Den handler om den unge Jørgen Stein i tiden op til, under og efter første verdenskrig. En dramatisk tid i verden og en dramatisk periode i en ung mands liv. Bogen handler om hans indre liv, kvinder og kærlighed, krig og samfund, tidens dilemmaer, druk og jazzmusik, litteratur og kunst, by og natur, venner og familie – fuld hammer på alle fronter, lige som det passer sig i en god lang bog. Den er skrevet i trediverne, og selv om sproget er gammeldags, virker bogen alligevel moderne i sin sin subtile satire og sin grundlæggende sympati for frisind og tvivl. Den holder stadig!

Stine Pilgaard: Meter i sekundet (2020)

Stine Pilgaard: Meter i sekundet (2020)Jeg var egentlig gået i gang med Camus’ Pesten på fransk, men det gik simpelt hen for langsomt, og så lagde jeg den på hylden og gav mig til at genlæse gode gamle Jørgen Stein af Jacob Paludan. Men så havde jeg en sjælden weekend med masser af tid til mig selv og faldt over gode anmeldelser af Stine Pilgaards helt nye bog Meter i sekundet. Jeg har tidligere læst Lejlighedssange (2015) som var god, og så købte jeg hendes nye og gemte også Jørgen Stein til en anden dag.

Og det var en dejlig lille bog! Den handler om et ungt par med et barn der flytter fra København til en lille by i Vestjylland. Omdrejningspunktet er vel mødet mellem de to kulturer, og med Stine Pilgaards meget fine sans for satire kunne det godt blive en ensidig hån mod jyderne. Men det der hæver bogen over det forudsigelige er at det tit er tilflytterne der falder igennem og fremstår lidt latterlige.

Det er sjovt, skarpt, klogt og underholdende!

Kazuo Ishiguro: Never Let Me Go (2005)

Kazuo Ishiguro: Never Let Me Go (2005)Kazuo Ishiguro er for mig en af verdens allerbedste forfattere. Han skriver fuldstændig kompromisløst og originalt, og der er vitterlig ikke to af hans bøger der minder om hinanden. Senest læste jeg The Buried Giant som på overfladen virker som noget i fantasy-genren. Tilsvarende kan man vel sige at Never Let Me Go kunne ses som dystopisk science fiction. For hør bare her hvad rammerne er:

I et parallelt, nærmest nutidigt og britisk univers har man valgt at klone borgere og lader klonerne vokse op på særlige hjem og skoler med det ene formål at de kan afgive deres organer når de almindelige borgere bliver syge – så hvis fx en borger får kræft i nyrerne, kan en af klonerne afgive en nyre til vedkommende. Efter et par donationer dør klonerne.

Der er stof til en roman med en masse etiske og politiske dilemmaer. Men det er alligevel slet ikke det historien handler om.

Den handler derimod om især tre personer – fortælleren Kathy og hendes venner Ruth og Tommy. De tre er alle kloner – og kommende donorer – som vokser op på skolen Hailsham og lever et langt henad vejen almindeligt liv med almindelige genvordigheder, glæder, sorger, drømme, mysterier og alt det der. Og gennem fortællingen tager det form og kommer især til at handle om kærlighed – og, fordi de nu engang har den skæbne de har, om at turde gå efter kærligheden mens man kan.

Og det er i virkeligheden det sjove ved det. Hvis man skulle skrive en fortolkning af romanen i ottende klasse i folkeskolen, ville man nok komme frem til en morale om, at man skal gøre det man vil, mens man kan, og den slags. Som fortælleren reflekterer hen mod slutningen:

And it started to dawn on me, I suppose, that a lot of things I’d always assumed I’d plenty of time to get round to doing, I might now have to act on pretty soon or else let them go forever.

Mere banalt bliver det næsten ikke – og så er det alligevel så fint, fordi det i bogen her handler om de helt særlige vilkår der er for disse stakkels mennesker der typisk dør i trediverne når de har gennemgået deres fjerde donation. Og en af deres helt store drømme for disse mennesker er at få et par år hvor man kan leve et helt almindeligt liv med et almindeligt arbejde. Præcis som vi andre gør altid.

Skidegod bog! Og nu er der ikke flere Kazuo Ishiguro-bøger jeg ikke har læst, så han må se at få skrev en ny en i fart.

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem (2019)

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem (2019)Det er 12 år siden jeg sidst har læst noget af Kristian Bang Foss, men han er stadig god! Frank vender hjem har fået meget begejstrede anmeldelser, og jeg synes også det er fortjent.

Bogen handler om Frank, selvfølgelig. Frank kommer fra et hjem i Hvidovre hvor moren er kontordame og faren drikker øl i lejligheden og spiller guitar på Strøget mens folk kaster mønter efter ham. Frank starter på universitetet og bliver kæreste med en pige fra den anden ende af det sociale spektrum, men føler sig stadig udenfor – som en der stadig ikke rigtig ved hvordan de fine taler sammen. Hedder det ‘på’ eller ‘i’ Skagen? Frank får svaret på den hårde måde over familiefrokosten.

Den indbyggede konflikt og det sociale spil er så fint beskrevet at det for mig kunne have båret bogen i sig selv. Men herefter tager det i det hele taget en meget dramatisk drejning. Den del er meget spændende, rigtig velskrevet og i mine øjne lidt overflødig. Men stadig en god bog!

Jonathan Lethem: The Fortress of Solitude (2003)

Jonathan Lethem: The Fortress of Solitude (2003)Rigtig god og lidt for lang. The Fortress of Solitude er en klassisk kronologisk historie om et venskab mellem to drenge fra barndommen og et par årtier frem. Den ene er hvid, den anden er sort, og de vokser begge op i et sort kvarter i Brooklyn i halvfjerdserne. Det er så barskt som man kan forestille sig, og selv om deres udgangspunkt er det samme, og de begge tager lidt stoffer og maler lidt graffiti, tager deres liv med tiden hver deres drejning. Og ja, det er den hvide der får en uddannelse og bliver freelancer inden for musikjournalistik, og det er den sorte der ender på crack.

Bogens store styrke er de virkelig gribende og troværdige beskrivelser af livet på gaden og i skolen og de sociale dynamikker – ikke i overordnede vendinger overhovedet, men helt konkret på mikroplan – hvordan de spiller bold på gaden, hvem der tør sige hvad til hvem, hvorfor nogen bare kan stjæle ens nye cykel, hvor man gemmer de penge man skal bruge hvis man skal ud og købe ind for sin far.

Og så handler bogen om alt muligt andet også – musik, kunst, venskab, fædre og sønner – og så er den et virkelig gennemført tidsbillede, især i den første halvdel af bogen hvor omtalen af musikken og beskrivelserne af livet på gaden virker ligesom et Instragram-filter der lægger sig smukt hen over fortællingen. Til gengæld blev det for langt for min smag hen mod slutningen af første halvdel af bogen. Så starter anden halvdel, man springer i tiden, og så bliver det pludselig ret spændende.

Erlend Loe: Helvete (2019)

Erlend Loe: Helvete (2019)Der er noget komisk over alt hvad jeg har læst af Erlend Loe, og det er vist nærmest det hele. Det gælder også hans nyeste roman Helvete, men den er alligevel noget mere alvorlig end Dyrene i Afrika fra sidste år.

Historien handler om Rakel som netop er blevet forladt af sin mand, flyttet i rækkehus og har krise over snart at blive 50. En dag finder hun en lem i sin have, under lemmen er der en trappen, og trappen leder til helvede. Her møder hun Satan, og de forelsker sig i hinanden.

Det er morsomt på mange måder. En af dem er at Satan – ligesom alle andre i helvede – taler nynorsk (hvilket er noget sværere for mig at læse end almindelig bokmål). En anden er alle de ikke særlig subtile måder Erlend Loe fletter variationer over djævelsk, fanden, satans osv. ind i historien. En tredje er den uhøjtidelige måde Satan og livet i helvede bliver beskrevet med alle de dagligdags genvordigheder.

Men der er også en fin (og sarkastisk) alvor i beskrivelsen af Satans søster (Gud). For det viser sig trods de tos klare rollefordeling at hun ikke så entydigt god og han ikke er så entydigt ond.

Kort sagt en banal kærlighedshistorie i et rimelig ekstraordinært setup. Meget læseværdig bog!

Naja Marie Aidt: Vandmærket (1993)

Naja Marie Aidt: Vandmærket (1993)Jeg er ikke en Naja Marie Aidt-connoisseur, men jeg kan huske at jeg var ret betaget af hendes novellesamling Bavian, og nu har jeg læste nogle af hendes gamle noveller i samlingen Vandmærket.

De er også gode! Der er noget ved sproget og tiden i historierne der bærer præg af at novellesamlingen er fra 1993, men ellers minder de mig om stemningen i Bavian. Fællestrækket for vel sagten alle hendes noveller er at der er noget i hver enkelt historie der er ret smertefuldt – sørgeligt, uhyggeligt eller ubehageligt.

Med andre ord en rigtig humørbombe. Nu glæder jeg mig til at læse hendes novellesamling Tilgang fra 1995.

Kurt Vonnegut: Armageddon in Retrospect (2008)

Kurt Vonnegut: Armageddon in Retrospect (2008)Der er noget særligt ved de bøger man køber i en fremmed by fordi man blev færdig med den man var i gang med. Hvis udvalget er lille, kan det være lidt af et eventyr, fordi man kaster sig ud i noget man ikke havde planlagt. Andre gange ender man på noget lidt mere kedeligt og sikkert – og det var tilfældet her.

Jeg har læst de fleste af Kurt Vonneguts bøger i mine unge dage, herunder især selvfølgelig hans mest berømte og virkelig fremragende Slaughterhouse-Five.

Armageddon in Retrospect er udgivet året efter Vonneguts død og er en samling af kortere tekster, taler, breve, noveller og den slags skrevet gennem hans liv. De fleste kredser dog om det samme som Slaughterhouse-Five, nemlig da USA bombede Dresden under anden verdenskrig – en begivenhed som forfatteren selv oplevede på nærmeste hold som tilfangetagen soldat.

Kurt Vonnegut var fantastisk – alvorlig, morsom, dramatisk og nede på jorden – men sammenlignet med hans andre bøger er den her lidt noget rod. Det virker lidt som de sørgelige rester af Vonneguts uudgivne skriverier. Den er stadig værd at læse i en snæver vending på en cafe i udlandet, men absolut ikke der hvor man skal tage hul på hans store forfatterskab.

Stefan Zweig: Verden af i går (1942)

Stefan Zweig: Verden af i går (1942)Da jeg for nylig skulle en kort tur til Wien, spurgte en god kollega om jeg så ikke ville låne hendes udgave af Verden af i går. Det viste sig nemlig at være hans erindringer om blandt andet livet i hans hjemby Wien.

Bogen går i store træk kronologisk frem fra Stefan Zweigs barndom og ungdom i Wien, hans higen efter viden og dannelse og byens ånds- og kulturliv i disse år. Han kommer rundt om seksualmoral (man var vel venner med Freud) og skolevæsenet før han når sin litterære debut. Herefter handler resten af bogen om livet som forfatter, om hans mange rejser, om hans berømte kunstnervenner og især om de to verdenskrige.

Det er interessant for mig, fordi jeg synes han formår at gøre det komprimeret, levende og vedkommende, og jeg føler egentlig jeg er blevet lidt klogere af at læse bogen. Og den er stadig relevant – ikke kun fordi det altid er sådan at alting var bedre i gamle dage, men også fordi parallellerne er åbenlyse i en tid hvor et højreradikalt parti er opstillet til folketingsvalg, og hvor grænserne for det acceptable hele tiden rykkes.

Formmæssigt er den speciel, fordi Zweig på den ene side gør et nummer ud af at være beskeden og alligevel er næsten kvalmende selvhøjtidelig. Tænk at kalde et kapitel ‘Kampen for åndens broderskab’! Og så er den skrevet med et kæmpestort sprogligt overskud – nu har jeg jo læst den i den danske oversættelse, men der er flere ord i den jeg ikke kendte eller havde glemt fandtes. Stilsikkert, varieret og passende.

Nå, fin bog. Jeg slutter af med et citat:

Hadet mellem lande, folk og partier fyldte endnu ikke daglig avisernes spalter, det skilte endnu ikke mennesker fra mennesker og nationer fra nationer; flok- og massementaliteten var endnu ikke så modbydeligt mægtig i det offentlige liv, som den er i dag; privatlivets fihed gjaldt som en – nu knap nok begribelig – selvfølgelighed; man betragtede ikke som i dag tolerancen som et tegn på blødagtighed og svaghed, men roste den i stedet som en etisk styrke.

Og timingen var så smuk at jeg endte med at læse bogens sidste sider i den over en kold øl og en dobbelt espresso på en cafe i Wien.