Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket (2016)

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket (2016)Min mor købte denne bog til mig, fordi hun syntes det var synd for mig at jeg kæmpede med at komme igennem Camus’ Pesten, så den kastede jeg mig over så snart jeg var færdig, og det var en kærkommen afveksling!

En fin og hurtigt læst bog der foregår i en helt anden verden – en japansk døgnkiosk. Her arbejder fortælleren Keiko, og det har hun gjort i mange år, for det er det eneste hun kan finde ud af. Hun har måske en diagnose, hvad ved jeg, hun har i hvert fald mere end almindeligt svært ved dagligdags sociale sammenhænge. Men i døgnkiosken trives hun, fordi der er en manual for hvad man siger til kunderne og hvordan – og fordi hun sagtens kan forstå de mekanismer der skal til for at kiosken præsenterer sig pænt og ordentligt, at der er nok kolde og varme fødevarer osv.

Så Keiko trives i døgnkiosken. Men hendes omgivelser har svært ved at forstå hvorfor en kvinde i slutningen af trediverne stadig er single og arbejder i en kiosk. Og det er det bogen handler om – konflikten mellem det man selv har det godt med, og det som ens omverden forventer af en. På bogens bagside står der nærmest at det er en bog om hvordan det er at være single i nutidens Japan, men jeg synes nu det mest spændende er hele ideen om hvad der er normalt – og at vi som mennesker har svært ved at forstå og acceptere adfærd der afviger fra det allermest normale.

Og det er ikke bare interessant læsning for dem der er anderledes, men også for en som mig der lever et helt gennemsnitligt liv. God bog!

Albert Camus: Pesten (1947)

Albert Camus: Pesten (1947)Tilbage i marts da pandemien var ny og spændende, satte jeg mig en dag i mit badekar med Camus’ Pesten. Jeg begik dog den fejl at begynde på den franske udgave af bogen som jeg læste for mange år siden da mit gymnasiefranske var lidt mere present.

Efter 50 sider måtte jeg give op og bestille den danske udgave, men i mellemtiden afbrød jeg mig selv for at læse Jørgen Stein som jeg også lige holdt pause med for at læse Meter i sekundet. Nå, men efter Stine Pilgaard og Jacob Paludan har jeg kæmpet mig igennem den danske udgave af Pesten – og ja, det var lidt en kamp. Den var god og kedelig.

Og ja, jeg læste den selvfølgelig ud fra en eller anden idé om at den ville bringe mig en gammel indsigt i en ny situation. For der er masser til fælles mellem romanens pestudbrud i en algiersk by og nutidens corona-epidemi, og også i den måde vi som mennesker håndterer det – her fx en beskrivelse fra pestens tidlige fase:

Ingen havde endnu rigtigt akcepteret sygdommen. De fleste var mest optaget af de forstyrrelser, den forvoldte i deres vaner, og de hindringer, den frembød for dyrkelsen af deres interesser. De var gnavne og irriterede, og det er næppe med sådanne følelser, man bedst bekæmper en pest. Deres første reaktion var, typisk nok, at laste myndighederne.

Og bogen er ikke dårlig. Alligevel sidder jeg ikke med en følelse af at have fået et nyt perspektiv – måske bare fordi jeg ikke helt forstår bogen – og desuden synes jeg den er lidt for langtrukken og højtidelig. Sorry Albert!

Ingvild Lothe: Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø (2015)

Ingvild Lothe: Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø (2015)Det her er en af de korteste bøger jeg nogensinde har læst – og en af de eneste der ligger gratis tilgængelig på nettet.

21 korte digte, mere sjove end sørgelige, hurtigt læst og for mit vedkommende også rimelig hurtigt glemt. Men stadig værd at læse igennem engang eller to…

når jeg tenker på damien echols
begynner jeg å gråte. jeg gråter
når jeg ser hester falle om på film.
øynene flyter over på oslo city,
ikea, 11-trikken midt i rush-tida,
men jeg ble ikke noe særlig lei
meg da farfar døde.

Jacob Paludan: Jørgen Stein (1937)

Jacob Paludan: Jørgen Stein (1937)Det her er noget så gammeldags som en dannelsesroman – endda en jeg har læst før – men den er altså god! Den handler om den unge Jørgen Stein i tiden op til, under og efter første verdenskrig. En dramatisk tid i verden og en dramatisk periode i en ung mands liv. Bogen handler om hans indre liv, kvinder og kærlighed, krig og samfund, tidens dilemmaer, druk og jazzmusik, litteratur og kunst, by og natur, venner og familie – fuld hammer på alle fronter, lige som det passer sig i en god lang bog. Den er skrevet i trediverne, og selv om sproget er gammeldags, virker bogen alligevel moderne i sin sin subtile satire og sin grundlæggende sympati for frisind og tvivl. Den holder stadig!

Stine Pilgaard: Meter i sekundet (2020)

Stine Pilgaard: Meter i sekundet (2020)Jeg var egentlig gået i gang med Camus’ Pesten på fransk, men det gik simpelt hen for langsomt, og så lagde jeg den på hylden og gav mig til at genlæse gode gamle Jørgen Stein af Jacob Paludan. Men så havde jeg en sjælden weekend med masser af tid til mig selv og faldt over gode anmeldelser af Stine Pilgaards helt nye bog Meter i sekundet. Jeg har tidligere læst Lejlighedssange (2015) som var god, og så købte jeg hendes nye og gemte også Jørgen Stein til en anden dag.

Og det var en dejlig lille bog! Den handler om et ungt par med et barn der flytter fra København til en lille by i Vestjylland. Omdrejningspunktet er vel mødet mellem de to kulturer, og med Stine Pilgaards meget fine sans for satire kunne det godt blive en ensidig hån mod jyderne. Men det der hæver bogen over det forudsigelige er at det tit er tilflytterne der falder igennem og fremstår lidt latterlige.

Det er sjovt, skarpt, klogt og underholdende!

Kazuo Ishiguro: Never Let Me Go (2005)

Kazuo Ishiguro: Never Let Me Go (2005)Kazuo Ishiguro er for mig en af verdens allerbedste forfattere. Han skriver fuldstændig kompromisløst og originalt, og der er vitterlig ikke to af hans bøger der minder om hinanden. Senest læste jeg The Buried Giant som på overfladen virker som noget i fantasy-genren. Tilsvarende kan man vel sige at Never Let Me Go kunne ses som dystopisk science fiction. For hør bare her hvad rammerne er:

I et parallelt, nærmest nutidigt og britisk univers har man valgt at klone borgere og lader klonerne vokse op på særlige hjem og skoler med det ene formål at de kan afgive deres organer når de almindelige borgere bliver syge – så hvis fx en borger får kræft i nyrerne, kan en af klonerne afgive en nyre til vedkommende. Efter et par donationer dør klonerne.

Der er stof til en roman med en masse etiske og politiske dilemmaer. Men det er alligevel slet ikke det historien handler om.

Den handler derimod om især tre personer – fortælleren Kathy og hendes venner Ruth og Tommy. De tre er alle kloner – og kommende donorer – som vokser op på skolen Hailsham og lever et langt henad vejen almindeligt liv med almindelige genvordigheder, glæder, sorger, drømme, mysterier og alt det der. Og gennem fortællingen tager det form og kommer især til at handle om kærlighed – og, fordi de nu engang har den skæbne de har, om at turde gå efter kærligheden mens man kan.

Og det er i virkeligheden det sjove ved det. Hvis man skulle skrive en fortolkning af romanen i ottende klasse i folkeskolen, ville man nok komme frem til en morale om, at man skal gøre det man vil, mens man kan, og den slags. Som fortælleren reflekterer hen mod slutningen:

And it started to dawn on me, I suppose, that a lot of things I’d always assumed I’d plenty of time to get round to doing, I might now have to act on pretty soon or else let them go forever.

Mere banalt bliver det næsten ikke – og så er det alligevel så fint, fordi det i bogen her handler om de helt særlige vilkår der er for disse stakkels mennesker der typisk dør i trediverne når de har gennemgået deres fjerde donation. Og en af deres helt store drømme for disse mennesker er at få et par år hvor man kan leve et helt almindeligt liv med et almindeligt arbejde. Præcis som vi andre gør altid.

Skidegod bog! Og nu er der ikke flere Kazuo Ishiguro-bøger jeg ikke har læst, så han må se at få skrev en ny en i fart.

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem (2019)

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem (2019)Det er 12 år siden jeg sidst har læst noget af Kristian Bang Foss, men han er stadig god! Frank vender hjem har fået meget begejstrede anmeldelser, og jeg synes også det er fortjent.

Bogen handler om Frank, selvfølgelig. Frank kommer fra et hjem i Hvidovre hvor moren er kontordame og faren drikker øl i lejligheden og spiller guitar på Strøget mens folk kaster mønter efter ham. Frank starter på universitetet og bliver kæreste med en pige fra den anden ende af det sociale spektrum, men føler sig stadig udenfor – som en der stadig ikke rigtig ved hvordan de fine taler sammen. Hedder det ‘på’ eller ‘i’ Skagen? Frank får svaret på den hårde måde over familiefrokosten.

Den indbyggede konflikt og det sociale spil er så fint beskrevet at det for mig kunne have båret bogen i sig selv. Men herefter tager det i det hele taget en meget dramatisk drejning. Den del er meget spændende, rigtig velskrevet og i mine øjne lidt overflødig. Men stadig en god bog!

Jonathan Lethem: The Fortress of Solitude (2003)

Jonathan Lethem: The Fortress of Solitude (2003)Rigtig god og lidt for lang. The Fortress of Solitude er en klassisk kronologisk historie om et venskab mellem to drenge fra barndommen og et par årtier frem. Den ene er hvid, den anden er sort, og de vokser begge op i et sort kvarter i Brooklyn i halvfjerdserne. Det er så barskt som man kan forestille sig, og selv om deres udgangspunkt er det samme, og de begge tager lidt stoffer og maler lidt graffiti, tager deres liv med tiden hver deres drejning. Og ja, det er den hvide der får en uddannelse og bliver freelancer inden for musikjournalistik, og det er den sorte der ender på crack.

Bogens store styrke er de virkelig gribende og troværdige beskrivelser af livet på gaden og i skolen og de sociale dynamikker – ikke i overordnede vendinger overhovedet, men helt konkret på mikroplan – hvordan de spiller bold på gaden, hvem der tør sige hvad til hvem, hvorfor nogen bare kan stjæle ens nye cykel, hvor man gemmer de penge man skal bruge hvis man skal ud og købe ind for sin far.

Og så handler bogen om alt muligt andet også – musik, kunst, venskab, fædre og sønner – og så er den et virkelig gennemført tidsbillede, især i den første halvdel af bogen hvor omtalen af musikken og beskrivelserne af livet på gaden virker ligesom et Instragram-filter der lægger sig smukt hen over fortællingen. Til gengæld blev det for langt for min smag hen mod slutningen af første halvdel af bogen. Så starter anden halvdel, man springer i tiden, og så bliver det pludselig ret spændende.

Erlend Loe: Helvete (2019)

Erlend Loe: Helvete (2019)Der er noget komisk over alt hvad jeg har læst af Erlend Loe, og det er vist nærmest det hele. Det gælder også hans nyeste roman Helvete, men den er alligevel noget mere alvorlig end Dyrene i Afrika fra sidste år.

Historien handler om Rakel som netop er blevet forladt af sin mand, flyttet i rækkehus og har krise over snart at blive 50. En dag finder hun en lem i sin have, under lemmen er der en trappen, og trappen leder til helvede. Her møder hun Satan, og de forelsker sig i hinanden.

Det er morsomt på mange måder. En af dem er at Satan – ligesom alle andre i helvede – taler nynorsk (hvilket er noget sværere for mig at læse end almindelig bokmål). En anden er alle de ikke særlig subtile måder Erlend Loe fletter variationer over djævelsk, fanden, satans osv. ind i historien. En tredje er den uhøjtidelige måde Satan og livet i helvede bliver beskrevet med alle de dagligdags genvordigheder.

Men der er også en fin (og sarkastisk) alvor i beskrivelsen af Satans søster (Gud). For det viser sig trods de tos klare rollefordeling at hun ikke så entydigt god og han ikke er så entydigt ond.

Kort sagt en banal kærlighedshistorie i et rimelig ekstraordinært setup. Meget læseværdig bog!

Naja Marie Aidt: Vandmærket (1993)

Naja Marie Aidt: Vandmærket (1993)Jeg er ikke en Naja Marie Aidt-connoisseur, men jeg kan huske at jeg var ret betaget af hendes novellesamling Bavian, og nu har jeg læste nogle af hendes gamle noveller i samlingen Vandmærket.

De er også gode! Der er noget ved sproget og tiden i historierne der bærer præg af at novellesamlingen er fra 1993, men ellers minder de mig om stemningen i Bavian. Fællestrækket for vel sagten alle hendes noveller er at der er noget i hver enkelt historie der er ret smertefuldt – sørgeligt, uhyggeligt eller ubehageligt.

Med andre ord en rigtig humørbombe. Nu glæder jeg mig til at læse hendes novellesamling Tilgang fra 1995.