Naja Marie Aidt: Tilgang (1995)

Naja Marie Aidt: Tilgang (1995)15 små tætte noveller fra Naja Marie Aidt i denne ret gamle bog. Jeg tror ikke jeg vil huske nogen af dem til jeg dør, men når jeg læser novellerne, er stemningerne så fint og troværdigt beskrevet. Sørgeligt, ubehageligt og nede på jorden. Som den kvælende stemning i stuen når faren og sønnen bliver uvenner, fordi sønnen siger han har kommet sukker i farens te, men faren insisterer på at der ikke er sukker i. Mere skal der ikke til!

Natasha Brown: Assembly (2021)

Natasha Brown: Assembly (2021)En ganske kort bog – underspillet og ret brutal. Den handler om en ung sort kvindes liv i London med en god karriere i finanssektoren, en hvid kæreste, en nyligt konstateret sygdom og en stor havefest hos svigerforældrene hun gerne ville have været foruden.

Det lyder ikke så heftigt, men det er det, for det hele er gennemsyret af en konstant hverdagsracisme og -sexisme. Der er ikke nogen af fortællerens oplevelser der er så langt over stregen at man ikke sagtens kan se det for sig, men summen af det hele er overvældende.

Fortælleren selv prøver bare at komme gennem det hele, og stilen er stilfærdigt konstaterende. Vild bog! Troværdig, moderne og sørgelig.

Lena Andersson: Dottern (2020)

Lena Andersson: Dottern (2020)I februar tilbragte jeg lidt over et døgn lige ovre på den anden side af Øresund, og det fik mig til at droppe den bog jeg havde med i tasken og gå ind i Akademibokhandeln og købe en vaskeægte svensk bog, prisgrupp J og det hele. Nu er jeg færdig, og jeg sidder også tilbage med fornemmelsen af den der bog man får købt lidt hurtigt i lufthavnen. Den var udmærket, anderledes end dem jeg køber på baggrund af en rigtig god anmeldelse i Information… og også lidt underlig.

Det er lidt en fast forward-dannelsesroman på et par hundrede sider – bogen handler om Elsa og starter da hun er et lille barn i Sverige i tresserne eller halvfjerdserne og slutter i hendes voksenår. Der er en god klump af bogen der handler om hvordan hun bliver langrendsskiløber på eliteplan – det er faktisk meget livagtigt, spændende og rigtig godt skrevet. Så skifter bogen pludselig kurs, kører lidt på noget spiseforstyrrelse, så tager hun til USA og bliver oplært i hvordan sproget skaber virkeligheden – og især hvordan sproget bruges til at undertrykke. Så kommer hun hjem igen, læser videre, kommer i tvivl om det hele, og så er forældrene blevet gamle, og bogen ved at være slut.

På den måde hænger den ikke rigtig sammen, synes jeg. Når den stadig er læseværdig, hænger det blandt andet sammen med de fine dagligdags beskrivelser af den pligtetik hun vokser op under (og gør lidt oprør mod senere) – hendes far er indbegrebet af det sindelag der holder velfærds-Sverige sammen. En aftale er en aftale, frisk luft har ingen taget skade af, man skal altid gøre sig umage osv. Og Skandinavien er ikke større end at jeg kan genkende en del fra min egen opvækst. I bogen her er det karikeret, men ikke overgjort – og det er jo fint.

Inger Christensen: Alfabet (1981)

Inger Christensen: Alfabet (1981)Jeg har vist aldrig før læst en hel bog af Inger Christensen (jo, måske Sommerfugledalen, egentlig), men efter Crossroads trængte jeg til at læse noget helt andet end en lang engelsksproget roman, og så faldt jeg over denne lille digtsamling som er født samme år som mig.

Dejlig bog! Jeg er ikke særlig god til eller glad for at læse digte, men det sker at jeg gør det alligevel, og det her er rimelig meget til at gå til for en amatør som mig. Det er en sjov blanding af at være nede på jorden og tilgængeligt for – ja, mig – men det er samtidig vildt gennemtænkt med et udgangspunkt i alfabetet og et mønster hvor digtenes længde stiger efter en Fibonacci-talrække – og vist nok er der også alt muligt andet matematik på spil igennem bogen.

Hende om det – jeg kan godt lide stemningerne i digtene. Som for eksempel dette uddrag:

juninatten findes, juninatten findes,
himlen omsider som løftet til himmelske
højder og samtidig sænket så ømt som når
drømme kan ses før de drømmes; et rum som
besvimet, som mættet med hvidhed, en timeløs

kimen af dug og insekter, og ingen i
denne flyvende sommer, ingen begriber at
efteråret findes, eftersmagen og eftertanken
findes, kun disse rastløse ultralydes
svimlende rækker findes og flagermusens
jadeøre vendt mod den tikkende dis;
aldrig var jordklodens hældning så dejlig,
aldrig de zinkhvide nætter så hvide,

Og så går nogle vendinger og ord igen gennem bogen på kryds og tværs på en meget dejlig måde – jeg ved der er et fint ord for den slags, men jeg har glemt hvad det er. Læs den!

Jonathan Franzen: Crossroads (2021)

Jonathan Franzen: Crossroads (2021)Det her er virkelig en fremragende bog! Og hvis man (som jeg) var fan af Jonathan Franzens gennembrud The Corrections (2001), er Crossroads fra sidste år et nyt højdepunkt blandt Franzens mange andre gode bøger.

Det oplagte lighedspunkt mellem de to bøger er formen hvor man følger en familie ved at skifte synsvinkel fra familiemedlem til familiemedlem. I dette tilfælde er det en kristen familie uden for Chicago i starten af halvfjerdserne der er omdrejningspunktet, og mens familien ved bogens start allerede er gået nogenlunde i opløsning, gennemgår personerne hver især store forandringer. Størstedelen af bogens knap 600 sider udspiller sig i løbet af blot en enkelt dag – lillejuleaften 1971.

Bogens store styrke er – helt som jeg husker det i The Corrections – Franzens evne til at skabe forståelse for de enkelte personer i takt med at synsvinklen skifter. Det handler ikke om at nogen af familiemedlemmerne er de gode eller de onde, men om at de hver især er rimelig fejlbarlige og menneskelige, og at det er svært som læser ikke at have en eller anden grad af sympati for dem når man kender baggrunden for deres opførsel.

Og derudover er bogen overbevisende velskrevet, autentisk, livagtig og håndværksmæssigt i top. Og ikke nok med det – Crossroads er vist nok bare første del af en trilogi!

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23 (2021)

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23 (2021)Et essay af Søren Ulrik Thomsen! Sidst jeg læste prosa af ham, var vist En dans på gloser for over tyve år siden, og jeg husker den lidt tung, så jeg blev faktisk helt lettet da jeg kom i gang med Store Kongensgade 23, for den er lige til at sluge.

Udgangspunktet for essayet er et forsøg på at indkredse den vigtigste periode i Søren Ulrik Thomsens liv. Den fandt sted i løbet af kun et års tid da han som ung flyttede med sine forældre fra Stevns til København på – ja, gæt selv hvilken adresse.

At perioden var vigtig, hænger nok sammen med at han var 16-17 år og med de erfaringer man nu engang gør sig i den alder (jeg er i den forbindelse vild med beskrivelsen af forholdet til Jane!) – men også med at hans mor var syg. Hun var alvorligt depressiv, vurderede psykiatrien, og fik gennem en længere periode en række elektrochok og en masse medicin som ikke hjalp, og hun blev indlagt på lukkede afdelinger af flere omgange. Barsk kost for en knægt der ikke engang er fyldt 18.

Nå, men det hele er så vildt skrevet. Prøv lige at se den her start på bogens ottende afsnit:

Og først nu falder det mig ind, at min livslange afsky for provinsen måske i lige så høj grad som værende begrundet i de faktiske forhold i stakkels Store Heddinge for et halvt århundrede siden kan skyldes, at sorgen og rædslen over min mors sygdom var så voldsom, at jeg ikke kunne tåle at se den, når jeg kiggede ind i mig selv, hvor den må have resideret som en diktator, men at denne sorg til gengæld lige nøjagtigt kunne udholdes, når jeg kiggede ned ad Vestergade og registrerede forstemtheden i dens små, halvt sammensunkne huse, hvor en Kreidler med rævehale stod lænet op ad facaden, og et defekt lysstofrør blinkede i køkkenet bag de nikotingule nylongardiner.

Til gengæld – og det føles næsten frækt at sige noget negativt om selveste Søren Ulrik Thomsen – er der altså også noget der ikke fungerer. Hen mod slutningen dalede min begejstring, og det skyldes hans argumentation for at psykiatri ikke løser selve problemerne, men bare forsøger at dulme folks symptomer. Grundlæggende er jeg hverken enig eller uenig med manden, men hans argumenter er så vage og anekdotiske at det virker dumt. Hans mor blev først rask da hun mødte en psykolog der satte sig ned og talte med hende i stedet for at forsøge at behandle hende med medicin og elektricitet, og derfor kan man ikke bebrejde ham at han har mere fidus til terapi end kemi. Men når han i forsøget på at overbevise os andre eksempelvis tolker på en gammel annonce hvor psykiateren modtager klienten bag sit store mahogniskrivebord, og udlægger det selvbillede og de magtstrukturer reklamen implicer – ja så gør han altså ikke nogen klogere.

Stadig en dejlig bog – og så meget fylder nej til kemi-korstoget heller ikke.

 

Victor Boy Lindholm: Jeg slæber lungerne som en vægt (2020)

Jeg var ret begejstret for Stræk tiden – Victor Boy Lindholms lille bog om at cykle, og derfor var det et sjovt tilfælde at jeg kort efter fik hans digtsamling Jeg slæber lungerne som en vægt om samme emne.

Men måske illustrerer det meget godt at jeg er mere til prosa end poesi. Digtene strækker sig vist over tre sæsoner – fra efterår til forår – hvorigennem fortælleren er rimelig ked af det og håndterer det ved at cykle og cykle og cykle. Mens han cykler, ser han på træerne og indfaldsvejene og prøver at glemme hvor nedtrykt han er.

Noget af det fungerer fint for mig – jeg kan eksempelvis ret godt lide sådan et lille digt her:

det lille håb
når jeg passerer sneppestien
på årets korteste dag
og næsten ikke kan indeholde mere
mørke

Men andre gange er det lidt gentagelser af at der er småkoldt og mørkt og at han slæber lungerne som en vægt. Vi kommer ikke nærmere hvad han er så ked af, og det ved man jo heller ikke altid selv, men måske kan temaet bare ikke bære en hel digtsamling.

Sanne Søndergaard: F-ordet (2021)

Sanne Søndergaard: F-ordet (2021)F-ordet er en bog for dig, der gerne vil vide, hvad feminisme er, og hvad du skal med den.”

Sådan står der på den første side af Sanne Søndergaards bog om – ja, feminisme. Det er grundlæggende en gennemgang af feministisk teori med masser af konkrete eksempler, argumenter og modargumenter, ordforklaringer osv. Jeg fandt ud af undervejs at jeg kender en der har læst kønsstudier med Sanne Søndergaard engang, og jeg tænker at bogen her måske er en måde at formidle denne viden (og en masse nyere forskning og friske personlige erfaringer) til alle os der ikke lige har læst kønsstudier.

Og for sådan en som mig falder F-ordet egentlig på et tørt sted. Jeg var klar til at kalde mig selv feminist allerede inden jeg læste bogen, men jeg vidste ikke særlig meget om hvad det betød. Så mit feministiske virke var nok begrænset til at prøve ikke at opføre mig som et røvhul og opdrage vores sønner til at blive nogle gode drenge.

Efter at have læst bogen er jeg blevet klogere på en masse ting. Selve det at man laver distinktioner, kategoriserer adfærd og bruger præcise begreber for forskellige fænomener skærper jo ens forståelse af et område, præcis ligesom når man lærer et nyt fag.

Og denne viden kan forhåbentlig hjælpe sådan nogen som mig – og en hel masse andre – med at skubbe verden i den rigtige retning når vi støder på skadelige strukturer, uhensigtsmæssig praksis og helt almindelig tarvelig opførsel.

Nu lyder det måske som om bogen er meget teoretisk eller tung, men Sanne Søndergaard er som bekendt komiker, og det skinner igennem i bogen. Det er sikkert smag og behag, også alt efter hvor velfunderet man i forvejen er i den slags teori, men for mig er balancen mellem jokes, gode eksempler, feministisk forskning og eksempler fra vores allesammens hverdag rigtig god.

Klar anbefaling! Og så skal jeg altså også læse noget skønlitteratur igen.

Haruki Murakami: First Person Singular (2020)

Haruki Murakami: First Person Singular (2020)Det er 100 år (ni for at være præcis) siden jeg sidst har læst noget Murakami – nu fik jeg denne ret nye bog for en måneds tid siden og har netop læst den færdig. Og nydt det!

Jeg har ellers kun læst romaner af ham, men First Person Singular er små historier skrevet i, ja, første person ental. Nogle af dem er fine og fortættede, andre dejligt underspillede og langsomme på den måde jeg husker fra flere af hans romaner, men nogle af dem virker mere lidt sludrende og ligegyldige.

Noget af det bedste er måske historien Charlie Parker Plays Bossa Nova der handler om en mand der har skrevet en anmeldelse af en fiktiv plade med samme titel som novellen – en plade som vel at mærke af umulig da bossa nova først blev opfundet efter Charlie Parkers død. Beskrivelserne af numrene på pladen er så fængende og indgående at man næsten ikke kan forstå at albummet ikke findes, og så sker der nogle dejligt drømme-agtige ting.

Og dårligst er nok The Yakult Swallows Poetry Collection hvor fortælleren (som er eller skal forestille at være Murakami selv) beretter om sin kærlighed til baseball og om de middelmådige digte han har skrevet under kampene.

Men med Haruki Murakami er det lidt som en god ven man har kendt længe – man tager det hele med og hygger sig godt med det uanset hvad. Og det må snart være tid til at læse en af hans romaner igen!

Kazuo Ishiguro: Klara and the Sun (2021)

Kazuo Ishiguro: Klara and the Sun (2021)Indtil for ikke så længe siden drev Bo Bech en fremragende restaurant på Kongens Nytorv ved navn Geist. Her var retterne kendetegnet ved at de hver bestod af to-tre-fire bestanddele – typisk overraskende kombinationer – der samlet set smagte uventet godt. Råt oksekød, stenbiderrogn og Piment d’Espelette. Eller mælkeis, wasabi og flødekaramel.

Den restaurant savner jeg – men heldigvis skriver Kazuo Ishiguro stadig bøger på lidt den samme måde. En syg pige, en robot og en skinnende sol – så har du en vild roman.

Fortælleren er robotten Klara – eller den kunstige ven, som det diplomatisk kaldes i bogens univers, hvor det ikke er ualmindeligt at børn får en kunstig ven til at holde dem med selskab. Klara står i en butik i byen og håber at blive købt, og det bliver hun også en dag – af den syge pige Josie. I Josie og moderens hus på landet finder de en hverdag hvor Klara observerer, lærer og forsøger at gøre sig fortjent til at være blevet udvalgt. Sygdommen forværres, og Klara forsøger at redde Josie ved at lave en handel med selveste solen.

Lyder vanvittigt og er det egentlig også – men samtidig en fuldstændig stilfærdig bog. Og ligesom flere af hans andre bøger kan man – hvis man vil – læse mange lag af eksistentiel betydning ind i den ellers gribende og fine konkrete historie. I så fald handler bogen om tro, håb og kærlighed, bogstaveligt talt.

Kazuo Ishiguro er en vild forfatter, og jeg håber han skriver tusind bøger mere!