På den ene side er temaerne meget sædvanlige: Et venskab mellem to yngre kvinder, sex og kærlighed, stoffer og psykisk sygdom.
På den anden side er der noget stilmæssigt der fungerer virkelig godt for mig. Måske en afstand i fortællerstemmen der af og til virker højtidelig og gammeldags, mens replikkerne er tidssvarende og talesproglige.
Ja, svært at forklare, men let at læse. Og i den grad værd at læse!
I øvrigt dejligt provokerende at kalde en ny roman det sammen som Aristofanes’ gamle komedie. Ligesom Bob Dylan i 2009 lavede en ny sang der hedder Jolene, som om om man bare kan kalde en sang det.
