Jeg er helt generelt begejstret for Tine Høegs måde at skrive på og i den grad også for hendes nyeste bog.

Skrivestilen er da også langt hen ad vejen som jeg husker den fra fx Tour de chambre. Men tematisk er det en helt anden bog.

Først og fremmest fordi den er overnaturlig! Yes. Men også fordi den beskriver en kunsters sind – og fordi den handler om forældreskab. Alt sammen på en gang. Derudover er der nogle fine scener fra studietiden.

Kort fortalt handler det om Dagny der er alene med en lille baby mens faren er i Japan i nogle måneder. Dagny er kunstner og skal i gang med at arbejde igen ved at lave et nyt værk til et særligt rum. Og mens hun er ved at køre sin datter ind i vuggestuen, støder hun på en kvinde der virker bekendt. Her begynder det at blive lidt mystisk. Og mødet med kvinden vækker Dagnys minder fra ungdommen om en særlig studiekammerat. Og så begynder det at gå lidt amok!

Hvis det lyder lidt for langt ude, så vil jeg bare sige at det er det egentlig ikke. Læs den bare!

En særlig og dejlig bog!

På den ene side er temaerne meget sædvanlige: Et venskab mellem to yngre kvinder, sex og kærlighed, stoffer og psykisk sygdom.

På den anden side er der noget stilmæssigt der fungerer virkelig godt for mig. Måske en afstand i fortællerstemmen der af og til virker højtidelig og gammeldags, mens replikkerne er tidssvarende og talesproglige.

Ja, svært at forklare, men let at læse. Og i den grad værd at læse!

I øvrigt dejligt provokerende at kalde en ny roman det sammen som Aristofanes’ gamle komedie. Ligesom Bob Dylan i 2009 lavede en ny sang der hedder Jolene, som om om man bare kan kalde en sang det.