Wellness er for mig indbegrebet af the great American novel. Jeg havde ikke hørt om Nathan Hill eller bogen her før jeg fik den i fødselsdagsgave. Jeg har været længe om at komme igennem den, fordi Nanna Holms formidable Røde port udkom undervejs og måtte læses på stedet. Det har taget så lang tid at jeg næsten ikke kan huske hvornår jeg gik i gang med den, men jeg kan se at bogen ca. en tredjedel inde er gået op i limingen – det stammer fra at jeg havde den med i sauna i Finland, og det var vist i april.

Nå, men som det er med den slags store amerikanske romaner, handler de om lidt af hvert. I midten af det hele er et ægtepar, og det er dem der er omdrejningspunktet gennem tid og sted og et væld af temaer: parforhold er det centrale, men også kapitalisme, kunst, opdragelse, forskning, klasse og alt muligt. Vi følger deres barndom, deres ungdom, deres møde og deres på mange måder skuffende voksenliv. Det er grundlæggende virkelig godt skrevet, nøje gennemtænkt, snedigt struktureret og alt muligt andet godt.

Og alligevel er der noget lidt irriterende ved dens overskud. Jeg synes ikke jeg plejer at have det sådan, men der er noget næsten pralende over den, både sprogligt, strukturelt og tematisk. Det kræver selvsagt noget af et niveau overhovedet at kunne være sådan, og det har Wellness så afgjort. Så det er vel en slags betinget kompliment.