Efter at have læst Sandøs rose var jeg nødt til at få genopfrisket forlægget – Martin A. Hansens Løgneren. Jeg husker den som vildt god og blev en anelse skuffet. Jeg har prøvet at regne ud hvorfor.

Måske fordi jeg lige havde læst Jesper Wung-Sungs bog og blandede det hele lidt sammen? Måske fordi ungdommens store læseoplevelser ikke altid kan gentages mange år efter? Eller måske fordi det havde været bedre at læse den i en fysisk bog i mit eget tempo end at lytte til Jens Albinus’ ellers vildt gode oplæsning?

Jeg kan ikke regne det ud – men jeg giver den måske et skud mere om tyve-tredive år.