En spøjs og fin lille bog. Den foregår for længe siden – under pesten, hvilket med min historieviden ikke rækker til at fastslå det mere præcist, men det er heller ikke pointen: Det var bare en helt anden tid, som man siger, og den foregår måske i Danmark, måske ikke, men heller ikke det er pointen. Det er et univers med konger, krige, sygdomme, overtro – og et gammeldags horehus.

Titlen? Ud over det irriterende lille e i “elskende” er den også speciel fordi der ikke er så skrækkelig mange der elsker hinanden i den bog. Læs den!

Wellness er for mig indbegrebet af the great American novel. Jeg havde ikke hørt om Nathan Hill eller bogen her før jeg fik den i fødselsdagsgave. Jeg har været længe om at komme igennem den, fordi Nanna Holms formidable Røde port udkom undervejs og måtte læses på stedet. Det har taget så lang tid at jeg næsten ikke kan huske hvornår jeg gik i gang med den, men jeg kan se at bogen ca. en tredjedel inde er gået op i limingen – det stammer fra at jeg havde den med i sauna i Finland, og det var vist i april.

Nå, men som det er med den slags store amerikanske romaner, handler de om lidt af hvert. I midten af det hele er et ægtepar, og det er dem der er omdrejningspunktet gennem tid og sted og et væld af temaer: parforhold er det centrale, men også kapitalisme, kunst, opdragelse, forskning, klasse og alt muligt. Vi følger deres barndom, deres ungdom, deres møde og deres på mange måder skuffende voksenliv. Det er grundlæggende virkelig godt skrevet, nøje gennemtænkt, snedigt struktureret og alt muligt andet godt.

Og alligevel er der noget lidt irriterende ved dens overskud. Jeg synes ikke jeg plejer at have det sådan, men der er noget næsten pralende over den, både sprogligt, strukturelt og tematisk. Det kræver selvsagt noget af et niveau overhovedet at kunne være sådan, og det har Wellness så afgjort. Så det er vel en slags betinget kompliment.

Efter at have læst Sandøs rose var jeg nødt til at få genopfrisket forlægget – Martin A. Hansens Løgneren. Jeg husker den som vildt god og blev en anelse skuffet. Jeg har prøvet at regne ud hvorfor.

Måske fordi jeg lige havde læst Jesper Wung-Sungs bog og blandede det hele lidt sammen? Måske fordi ungdommens store læseoplevelser ikke altid kan gentages mange år efter? Eller måske fordi det havde været bedre at læse den i en fysisk bog i mit eget tempo end at lytte til Jens Albinus’ ellers vildt gode oplæsning?

Jeg kan ikke regne det ud – men jeg giver den måske et skud mere om tyve-tredive år.