Tænk engang at et nutidig forfatter har lavet en hel roman over Martin A. Hansens gode gamle Løgneren, bare med en anden synsvinkel! Det kunne næsten være lige meget hvor god eller dårlig den var, jeg var bare nødt til at læse den. Eller høre den som lydbog, som det endte i dette tilfælde.

Det havde jeg nok egentlig ikke behøvet alligevel. Det var lidt kedeligt! Og måske er den kedelig i sig selv, og måske er den kun sjov hvis man fanger alle referencerne til og små twists på forlægget, hvilket jeg efter 20-30 år ved gud ikke gjorde.

Synsvinklen er skiftet til Annemari, den unge kvinde som er målet for meget af Johannes Vigs opmærksomhed. Og hun er i en sjov Bermuda-trekant mellem kæresten Oluf, bejleren Harry og degnen Johannes. I udkanten er der også hendes lille søn Tom. Alt det drama var ikke nok – jeg kedede mig – og en del af årsagen er vel at jeg ikke husker Løgneren godt nok.

Men to gode ting er der kommet ud af det. Jeg er netop begyndt at høre Martin A. Hansens forlæg som lydbog, og det starter lige så godt som jeg husker den. Og for det andet er jeg kommet i tanke om et ældgammelt Nikolaj Nørlund-nummer som vel ikke kan handle om andre end lige netop den her Annemari?