Tænk engang: min gamle studiekammerat Nanna har sagt sit job op og skrevet en roman, og den er vildt god! Altså ikke sådan ‘ret god i betragtning af at jeg kender hende’, men oprigtigt og nøgternt fremragende!

Den følger tre personer som vel må være i trediverne – vennerne Gry, Mona og Aske som kender hinanden tilbage fra barndommen hvor de tilbragte somrene i deres forældres fritidskollektiv Røde port på Langeland. De tre venner mistrives i varierende grad i voksenlivet med hver deres problemer som bunder i hver deres årsager. Og det hænger selvfølgelig sammen med alt det der skete dengang i firserne hvor deres forældre på godt og ondt holdt fast i ånden fra halvfjerdserne.

Det er et godt plot. Men for mig er det bedste for mig den måde bogen er skrevet – så fuldstændig overlegent velskrevet at jeg nu efter at have slugt de godt 500 sider på halvanden uge ikke bare kan se Røde port lyslevende for mig, men også lugte hvordan det er at falde i søvn oppe i Børnerummet, høre guitarspillet og de klirrende flasker ved bålet om aftenen – og mærke klumpen i maven når man som barn kommer i klemme i de voksnes frigørelsesprojekter.

Fortællingen springer mellem nutiden i København og somrene på Røde port med de mest elegante, glidende og foruroligende flashback-skift jeg kan huske at have læst – og som et pendul der svinger i mindre og mindre cirkler, bliver der bundet knude på det hele hen mod slutningen.

Det er ikke en gentænkning af romangenren, en ny måde at bruge sproget eller et avantgardistisk litterært projekt. Det er konventionelt, gedigent og overlegent sikkert skrevet. Nannas debutbog virker som en erfaren forfatters hovedværk. Den bedste bog jeg har læst længe!