For hundrede år siden, føles det som, købte jeg Katrine Marie Guldagers lille nyudgivne novellesamling København for min SU, læste den og glemte den igen umiddelbart efter. Nu har jeg læst Kilimanjaro – også en novellesamling af Katrine Marie Guldager – og har en følelse af at der vil ske omtrent det samme med den. Og det sjove er at de er udgivet med et års mellemrum, i 2004 og 2005.

Det er nu ellers ikke fordi novellerne er dårlige. Katrine Marie Guldager skriver godt, og det virker som om hun insisterer på ikke at overgøre noget i sine tekster. Selv om nogle af dem indholdsmæssigt er voldsomme og dramatiske nok, er der noget afdæmpet over stilen – og det ligger nok til dels i opbygningen af fortællingerne der tit på en fin måde løber lidt ud i sandet.

En indlysende måde hvorpå Kilimanjaro adskiller sig fra København er at de fleste af dem foregår i eller har en forbindelse til Afrika. Jeg tror måske forfatteren har boet der – det virker i hvert fald overbevisende og langt hævet over almindelige turistobservationer.

Jeg hørte bogen som lydbog og blev glad over at se at det er Katrine Marie Guldager selv der har indlæst den. Men det viste sig at være en ulempe, for hun er ikke særlig god til det. Alle sætninger starter i den lyse ende at skalaen og ender i den dybe.