For hundrede år siden, føles det som, købte jeg Katrine Marie Guldagers lille nyudgivne novellesamling København for min SU, læste den og glemte den igen umiddelbart efter. Nu har jeg læst Kilimanjaro – også en novellesamling af Katrine Marie Guldager – og har en følelse af at der vil ske omtrent det samme med den. Og det sjove er at de er udgivet med et års mellemrum, i 2004 og 2005.

Det er nu ellers ikke fordi novellerne er dårlige. Katrine Marie Guldager skriver godt, og det virker som om hun insisterer på ikke at overgøre noget i sine tekster. Selv om nogle af dem indholdsmæssigt er voldsomme og dramatiske nok, er der noget afdæmpet over stilen – og det ligger nok til dels i opbygningen af fortællingerne der tit på en fin måde løber lidt ud i sandet.

En indlysende måde hvorpå Kilimanjaro adskiller sig fra København er at de fleste af dem foregår i eller har en forbindelse til Afrika. Jeg tror måske forfatteren har boet der – det virker i hvert fald overbevisende og langt hævet over almindelige turistobservationer.

Jeg hørte bogen som lydbog og blev glad over at se at det er Katrine Marie Guldager selv der har indlæst den. Men det viste sig at være en ulempe, for hun er ikke særlig god til det. Alle sætninger starter i den lyse ende at skalaen og ender i den dybe.

Det er relativt sexistisk at omtale en kvinde ved at tage udgangspunkt i hvem hendes mand er. Men jeg må være tilstå at det alene var min indgangsvinkel til denne bog. Jeg fik den i fødselsdagsgave af en ven som også har læst Theis Ørntofts Habitat, og det var netop pointen – ja, det er den Josefine – hende som Theis møder undervejs i sin autofiktive bog og bliver kæreste med og får et barn med osv.

Derudover er der nu ikke meget mere Ørntoft-relateret at sige. Ingen af os blev foregår i Tyrkiet og er en historie fortalt af Sophie der er udvekslingsstuderende. Her lever hun et liv som man kan forestille sig sådan et udspiller sig – med kærlighed, alkohol, studier, kunst, vennegrupper, politik og den slags. Men midtvejs i bogen glider det lidt ud i sandet, den skrøbelige vennegruppe forsvinder, og til sidst rejser selv Sophie videre – heraf titlen. Og hun rejser ned til en vens fars hus hvor hun laver frivilligt arbejde med flygtninge, prøver at sælge historier hjem til danske aviser og lærer sin ven, sin vens far og sin vens fars venner at kende.

Dejligt udramatisk! Selv om bagtæppet selvfølgelig er politisk ustabilitet, men på en eller anden måde bliver det ved med at være et bagtæppe, og den virkelige hovedperson er i den grad fortælleren og hendes endnu mere ustabile følelsesliv.

Det er i det hele taget lidt spændende, lidt kedeligt, lidt forudsigeligt og lidt uforudsigeligt.