Efter mine store begejstring over Barndommens gade blev det tid til en anden Tove Ditlevsen-bog som jeg har hørt meget godt om – nemlig erindringsbogen Gift. Titlen henviser til to ting – den ene er de fire gange hun var gift, og den anden er den heftige periode hvor hun blev afhængig af stoffer hendes tredje ægtefælle gav hende.

Det er en nøgtern, trist og livagtig beskrivelse af en lang periode af Tove Ditlevsens voksne år, om de ikke særligt idylliske ægteskaber og alt hvad de omfattede af utroskab, pligtfølelse, druk og isolation – og særligt om hendes tid som narkoman. Og så er det et tidsbillede og et blik ind i et på mange måder privilegeret og på lige så mange måder sørgeligt liv i kultureliten i midten af det tyvenede århundrede.

Og så er det specielt at det er erindringer, for hvis Gift var udkommet i dag, ville man sikkert have kaldt det autofiktion. Jeg har i hvert fald svært ved at se store fortællemæssige forskelle på Tove Ditlevsens erindringer og fx Iben Mondrups Hvordan kan vi.  Denne bog har i øvrigt ligesom Mondrups en tendens til at have små kedelige glimt af gentagelse – og en mangel på overordnet mening eller retning i narrativet som rigtigt levet liv nu engang godt kan have.