Der er sket det usædvanlige at jeg har fået en kollega der har skrevet hele to digtsamlinger. Jeg sætter ikke særlig stor pris på poesi, men omvendt ville det jo være dumt ikke at give det et skud. Så det gjorde jeg!

Mange af digtene handler om kærlighed, venskaber, København, at finde ud af hvem man selv er og den slags. Holger har selv sagt at han skriver i en tradition hvor digte skal læses højt – og det passer udmærket til mit læsetempo hvor jeg kan have svært ved at sidde og dvæle længe ved de enkelte linjer og fraseringer.

Og derfor kan jeg også bedst lide de af digtene der er lette og sjove og ikke så dybfølte. Et eksempel er det korte digt TÆT PÅ:

                   Din numse danser når du ikke er træt
og det er selvfølgelig ikke nok til altid at give dig
ret men det er tæt på og det er du også
det kan jeg rigtig godt lide

Mange af digtene laver en bro mellem linjerne ligesom ovenfor (give dig … ret) – og tit bliver man også ført lidt på vildspor, så man tror sætningen er på vej i én retning, men så ender man et helt andet sted så snart man skifter linje.

Den slags leg er der en del af, også af og til næsten Benny Andersen-agtigt på godt og ondt. Et sted jeg synes er fedt, er det dette ret lange uddrag fra det virkelig lange digt AVISARTIKLER:

og hvad er mine sanser i grunden
værd når de impulser de
sender mig er så diffuse
gør mig så ulykkelig
så jeg går ind i et antikvariat
for at sælge dem brugt
og manden bag disken bekræfter
mine bange anelser når han
siger at mine sanser ingenting er
værd men at mine erindringer
er og hvis jeg blot vil skrive
dem ned og glemme hvad jeg
har skrevet
så vil han gerne overtage dem
tage patent på dem
tage sig pænt af dem
og give mig en flot nyslået
tyver
(forudsat at jeg ikke lyver det er klart)
og så har jeg råd til at fylde min
mave med roulade og årgangsøl
så jeg kan sidde på bænken i min
brandert og mit sølle liv
og føle mig depressiv
over noget jeg har glemt.

Af og til bliver ordspillet for meget for mig – fx i et digt hvor fortælleren kigger i gamle glemte bøger:

Når jeg bladrer i dem får jeg blæk i hænderne
Blanke sider Kierkegaard og jeg
er sammen om at gå op i limningen

Som ventet var det på grund af genren ikke en læseoplevelse der vil sidde i kroppen resten af mit liv (så skriv dog en roman, Holger!), men stadig så hyggeligt at læse noget af en af man kender. En af mine gamle studiekammerater har en roman på vej til april, og den skal jeg selvsagt også læse!