Min mor havde læst denne bog og var irriteret over den, fordi hovedpersonen var usympatisk. Ja, det var nok til at få mig til at give den et forsøg, om ikke andet for at kunne belære min mor om at gode bøger ikke altid har søde og kloge protagonister. Desværre blev jeg lidt klogere og var et stykke ad vejen enig med min mor.

Der er tale om autofiktion, og så vidt jeg forstår, er den omtrent lige så sandfærdig som fx Knausgårds Min kamp eller Ørntofts Habitat. Så bogens jeg-fortæller Iben lever altså et liv der på en masse parametre svarer til virkelighedens Iben Mondrup. Bogen starter i 1978 og slutter i 2025, og hvert årstal derimellem udgør et kapitel. Ikke så meget pis!

Til gengæld er der en masse pis i selve teksten. For Iben er sådan en der forlader alt muligt. Hun kaster sig helhjertet ind i en tilværelse som fotograf, eller sanger, eller maler, eller forfatter. Og forlader gennem ungdomsårene det ene til fordel for andet, lige så brat som hun begyndte på det. Det samme gælder mænd. Hun bliver dybt betaget og lever og ånder for et menneske og et forhold, men får pludselig nok og finder en anden. Af og til endda med et lille overlap. Refleksionen over dette mønster kommer hen mod slutningen – noget med at hendes far havde brug for hende når han drak for meget og kom ind på hendes værelse og delte alle sine følsomme tanker om livet med hende. Iben blev allergisk over for mænd der havde brug for hende.

Hvis jeg skal sige noget pænt om bogen, er det at den giver et indblik i en slags menneske som jeg nok er stødt på og kan genkende – men hvor jeg aldrig forstår helt hvad der foregår inden i dem. Dem der hvor der altid er et eller andet. Hvor det hele altid er i spil. Hvor deres liv altid er en anelse ekstraordinært. Dem forstår jeg måske på et eller andet plan lidt bedre nu.

Hvis jeg skal sige noget grimt, må det være at det – helt som det er med den slags mennesker – bliver kedeligt i længden. Når hver dag er dramatisk, bliver det hele lidt ligegyldigt. Når Iben Mondrup for femte gang mister interessen for en mand og samtidig gribes af en ny, mister jeg interessen for hendes historie.

Og hvad så hvis historien er sand? Som den jo vist nok er? Fortælleren reflekterer hen mod slutningen af bogen over selve det at skrive bogen. Og hun kan godt selve lide at hun bare siger det ’som det er’. Det har sin egen afgrænsede logik, og jeg forstår hende godt. Man må også give hende at hun er ærlig på en måde som heller ikke sætter sig selv i det bedste lys. Men det ændrer ikke på at jeg kommer til at kede mig i hendes selskab. Som hun skriver et sted:

Jeg stiller et liv til rådighed som nogen kan gå ind og spejle sig i hvis de vil.

Jeg tror det var Lars Bukdahl der skrev et sted at bogen ikke er særlig vellykket, men at det vil den måske heller ikke være. Det tror jeg han har ret i – og selv om kompromisløshed er en kvalitet, kan den ikke rigtig bære bogen igennem.

Konklusionen er nok lidt et nej tak herfra. Og som sagt også fra min mor…

Men lad os alligevel lige runde af med ja-hatten på: Jeg hørte bogen som lydbog, og det er Iben Mondrup selv der har indtalt, og det (dét!) har hun gjort virkelig godt.

Jeg er ikke nogen stor lyriklæser. Derfor var det spændende og uventet da juledamen en af søndagene i advent forærede mig Christine Kærulvs debutdigtsamling Motherlode. Og den var sgu meget god!

Det er vist ikke altid jeg ville kunne svare på hvad en digtsamling handler om. Men det er let nok her: En ung pige har en mor der altid skælder ud – blandt andet når pigen tisser i bukserne eller svarer i et forkert tonefald eller måske bare er til stede på det forkerte tidspunkt. Men det fylder ikke så meget når hun lukker døren til sit værelse og spiller The Sims og finder nogle gode snydekoder (“MOTHERLODE” er en af dem).

Jeg sidder ikke og smager på ordene når jeg læser, men i Motherlode flyder det frit, naturligt og virker ikke opstyltet poetisk på mig. Og det er vel også en slags kompliment fra en ikke-digtkyndig. Tak til juledamen og tak til Christine Kærulv!

Jeg har allerede læst flere tusinde sider af Karl Ove Knausgård, men før Nattskolen havde jeg ikke læst noget rigtig fiktion af ham – kun autofiktion. Så det var selvfølgelig lidt spændende.

Og selvfølgelig var det godt. Der er noget i fortællerstemmen der ligger tæt op ad de seks bind af Min kamp, men alt andet er noget andet. Hovedpersonen er først og fremmest ond – måske nok selvoptaget som Knausgård selv, men også kynisk og med et forskruet virkelighedsbillede. Og så foregår den mest i London og over flere årtier. Kernen i historien er vel først og fremmest noget fatalt hovedpersonen kommer til at gøre som ung og som naturligvis rammer ham igen – dog mere omdømmemæssigt end etisk, og det er måske meget sigende for hans moralske habitus.

Det er overbevisende skrevet og er for mig et sjovt portræt af en kompromisløs og narcissistisk kunstertype – ja, for Knausgård-skeptikere kunne det lyde som et selvportræt, men sådan læser jeg det altså ikke først og fremmest.

Det er godt, det er næsten morsomt så diabolsk det er, og det lover godt for alle de andre romaner han har skrevet!