Jeg er ikke nogen stor lyriklæser. Derfor var det spændende og uventet da juledamen en af søndagene i advent forærede mig Christine Kærulvs debutdigtsamling Motherlode. Og den var sgu meget god!

Det er vist ikke altid jeg ville kunne svare på hvad en digtsamling handler om. Men det er let nok her: En ung pige har en mor der altid skælder ud – blandt andet når pigen tisser i bukserne eller svarer i et forkert tonefald eller måske bare er til stede på det forkerte tidspunkt. Men det fylder ikke så meget når hun lukker døren til sit værelse og spiller The Sims og finder nogle gode snydekoder (“MOTHERLODE” er en af dem).

Jeg sidder ikke og smager på ordene når jeg læser, men i Motherlode flyder det frit, naturligt og virker ikke opstyltet poetisk på mig. Og det er vel også en slags kompliment fra en ikke-digtkyndig. Tak til juledamen og tak til Christine Kærulv!

Jeg har allerede læst flere tusinde sider af Karl Ove Knausgård, men før Nattskolen havde jeg ikke læst noget rigtig fiktion af ham – kun autofiktion. Så det var selvfølgelig lidt spændende.

Og selvfølgelig var det godt. Der er noget i fortællerstemmen der ligger tæt op ad de seks bind af Min kamp, men alt andet er noget andet. Hovedpersonen er først og fremmest ond – måske nok selvoptaget som Knausgård selv, men også kynisk og med et forskruet virkelighedsbillede. Og så foregår den mest i London og over flere årtier. Kernen i historien er vel først og fremmest noget fatalt hovedpersonen kommer til at gøre som ung og som naturligvis rammer ham igen – dog mere omdømmemæssigt end etisk, og det er måske meget sigende for hans moralske habitus.

Det er overbevisende skrevet og er for mig et sjovt portræt af en kompromisløs og narcissistisk kunstertype – ja, for Knausgård-skeptikere kunne det lyde som et selvportræt, men sådan læser jeg det altså ikke først og fremmest.

Det er godt, det er næsten morsomt så diabolsk det er, og det lover godt for alle de andre romaner han har skrevet!