Siden min fætter en gang for 20-30 år siden, sikkert i blinde, gav mig How late it was, how late, har jeg læst masser af den skotske forfatter James Kelmans bøger. Jeg tror at That Was a Shiver er nummer 14 jeg læser. Det er længe siden jeg sidst har læst noget af ham, men på en ferie i Skotland faldt jeg over gode gamle James i en skøn Waterstones i Glasgow, og så gav det jo sig selv.

Det er en novellesamling der ligesom det meste andet af James Kelmans forfatterskab koncentrerer sig om livet i den lavere skotske middelklasse. Mænd der kæmper med livet, med deres koner og kærester, og ja, med sig selv. En del af ordene er stavet efter den skotske udtale, og tit afbryder fortællerne sig selv og skifter linje midt i en sætning og uden at sætte så meget som et punktum. Sådan har James Kelman gjort i en halv menneskealder, men det virker stadig provokerende og fedt på mig.

Det er vildt godt skrevet, ikke særlig fængende og ret utilgængeligt – men stadig fuldstændig læseværdigt.

Den her bog er god! Jeg kendte ikke så meget til Asta Olivia Nordenhof eller bogen på forhånd, men fandt den lidt tilfældigt som lydbog.

Og det er vel næsten socialrealisme. I midten af fortællingen er Maggie og Kurt der vel elsker hinanden og lever i et usundt forhold. Eller hvad man nu kalder det når det omfatter overgreb, ydmygelser, bitterhed og blind kærlighed. Historien springer i tiden og bringer læseren forbi hver deres baggrund (og de traumer der ligger der), fremtiden, døden og alt det midt imellem.

Det er rørende, brutalt, fint og alt sammen med en grundtone af noget udefinerbart – noget der giver mig en fornemmelse af at Asta Olivia Nordenhof er for vild, og at det er værd også at læse de kommende bøger i serien der hedder Scandinavian Star. Så det vil jeg da gøre!